Effektive SEO-tekster tiltrækker kunder igen og igen
SEO-tekster på dit website kan tjene penge til dig mange år fremover med arbejde, du laver én gang. Derfor er SEO både billig og effektiv markedsføring. Men konkurrencen er stor, så du skal skrive dine SEO-tekster efter en fast manual, som jeg gennemgår i SEO-guiden her.
Læsetid: Knap 10 minutter. Og hvis du vil have succes med SEO, er tiden givet godt ud.
Allerførst: Hvad er SEO-tekster?
SEO-tekster og SEO-blogs er til dels almindelige tekster, men de skrives særligt med henblik på at opnå en attraktiv placering på Google. SEO står for Search Engine Optimization og består af alt, der kan påvirke den placering. Flere hundrede parametre afgør hvilken tekst der får den attraktive 1. plads. Jo større konkurrence der er på dit søgeord jo flere parametre skal du opfylde.
I dag er Google den mest foretrukne søgemaskine i store dele af verden. Den position og troværdighed vil Google selvfølgelig bevare. Derfor honorerer søgemaskinen de tekster, der bedst oplyser læserne ift. det, de har søgt på. SEO venlige tekster er ofte lange, fordi længde og grundighed tit hænger sammen. Antal ord for en SEO-tekst afhænger som alt andet ift. SEO af konkurrencen på søgeordet.
Selve teksten er ét af de vigtigste parametre for den gode placering, og derfor skriver jeg primært, hvordan du skriver en god SEO-tekst, i det her blogindlæg. Nederst i blogindlægget her kan du læse om nogle af de andre parametre, og hvad SEO koster.
Vælg det rigtige søgeord
Før du begynder at skrive din SEO-tekst, skal du lave en søgeordsanalyse, hvor du undersøger, hvilket søgeord du vil optimere din tekst efter. Netop her begår mange den fejl, at de skriver SEO-optimerede tekster ud fra de søgeord, de tror, kunderne googler. Mange gætter forkert. Og du vinder ingenting ved at ligge øverst på Google på et søgeord, som ingen søger.
Selv når du skriver ud fra et ord med stor volumen, er det også vigtigt, at du skriver din tekst, så den rammer læserens intention. Eksempelvis er der stor forskel på søgefrasen ”Hvad er en SEO-tekst?” og ”Tekstforfatning af SEO-tekster”. Første søgefrase indikerer behov for viden, hvorfor det er oplagt at skrive et SEO-blogindlæg, mens den anden viser en intention om at købe, og her anbefaler jeg en søgemaskineoptimeret salgstekst.
Du kan bruge forskellige SEO-værktøjer til at finde dine søgeord. Eksempelvis Storybase, KW finder, SE Ranking, Ahrefs eller SEMRUSH. Hvis du ikke er vant til at arbejde med SEO, vil jeg anbefale, at du får vejledning til at vælge dine søgeord af en SEO-konsulent. Han eller hun kan også rådgive dig om, hvilken søgeintension der ligger bag søgeordene, så du ikke alene kommer til at ranke højt på Google, men også rammer læserens søgeintension og får ham til at konvertere.
Netop for at styrke konverteringen, er det vigtigt, at du ikke kun fokuserer på de SEO-tips, jeg deler lige om lidt.
For dit udbytte er ikke, at din tekst bliver placeret øverst på Google. Det er, at du får kontakt med de rette potentielle kunder.
Så udover at ramme Google skal du også ekspertpositionere dig og fremstå med den rette gennemslagskraft.
Det skal være tydeligt for læserne, at en investering i din virksomhed, vil tjene sig selv ind og styrke deres bundlinje, som du gør i dit øvrige markedsføringsmateriale. Skriver du en salgstekst, kan du sagtens inddrage en businesscase – evt. i forkortet udgave.
Sådan skriver du din SEO-tekst
Når du har valgt dit søgeord, skal du i gang med at skrive.
Begynd med at tage stikord om, hvad du tror læseren præcist vil vide med sin søgning. Og husk, at læseren ikke har din indsigt i emnet. Derfor kan du sagtens notere, at du også skal skrive om noget, du ville tro, alle vidste. Det gør de ikke. Der er en grund til, at din læser googler netop det søgeord eller emne.
Skrukturerer din tekst, så det vigtigste skrives ind i begyndelsen af teksten, og de mere perifere detaljer skrives ind senere. På den måde opnår du 2 fordele:
- Læsere, der primært går efter det overordnede og kortfattede svar, får det de søger med det samme – og behøver ikke nødvendigvis at læse resten
- Læsere, der også gerne vil læse detaljerne, kan gøre det
Det er vigtigt, at både Google og mennesker nemt kan se, hvad din tekst handler om. Derfor er det en god ide at bruge dit søgeord i alle dine overskrifter. Særligt er det vigtigt at skrive søgeordet helt til venstre i din allerførste overskrift og også begynde selve brødteksten med ordet, for Googles søgerobotter læser fra venstre til højre.
Brug også relaterede søgeord, som er ord, der minder om dit primære søgeord og bakker op om, at din tekst er en god og relevant tekst om emnet. Du kan finde disse i dit søgeordsværktøj. De relaterede søgeord giver dig mindst 3 fordele:
- De giver dig inspiration til, hvad du kan skrive om i teksten. Blandt andet kan du tit se, at dine læsere googler ”pris + din ydelse”, og du kan se, hvad de spørger om i forbindelse med emnet
- Skriver du om et vidensbaseret emne, skal du tit konkurrere mod tekster med + 1.000 ord for at få en side 1-placering. Derfor har du brug for inspiration til indhold jf. punkt 1
- Tit er der så få søgninger på relaterede søgeord, at ingen har skrevet SEO-tekster med dem som det primære søgeord. Derfor har du sjældent den store konkurrence her og kan forholdsvis hurtigt opnå en side 1 placering på dem. Og de besøgende, der kommer ind på din hjemmeside af den vej, viser Google, at der er interesse for din side
Skriv de relaterede søgeord ind, når det virker naturligt. Måske 1-2 gange. Du må gerne bruge dit primære søgeord flere gange, netop for at det er let for Google og mennesker at se, hvilket søgeord og emne din tekst primært handler om. Men pas på med at overdrive søgeordstætheden. I SEO´ens unge dage var overdrevet brug af søgeord et af de primære parametre for en god placering på Google. Sådan er det heldigvis ikke mere.
Nu bliver du honoreret for kvalitet, og det = godt indhold og korrekt sprog. Men det ændrer ikke på, at søgeordet tit vil indgå naturligt mange gange. Eksemvis indgår søgeordet “SEO-tekster” 19 gange i den her tekst på ca. 2200 ord. Det giver en fin søgeordstæthed på cirka 1 %.
Når du er færdig med at skrive din SEO-tekst, skal du også skrive titel og description/beskrivelse. Det kan du evt. gøre i værktøjet YOAST SEO.
Titel og description er de tekstbidder, læserne ser, når de bliver præsenteret for din SEO-tekst i SERP.
SERP står for Search Engine Results Page. Altså søgeresultatssiden på Google.
Titel er dit allervigtigste vejskilt ift. Google. Derfor er det vigtigt, at du skriver dit søgeord så langt til venstre som muligt. Når du skriver din description, så tænk også på, hvordan du motiverer din læser til netop at klikke på din tekst i stedet for konkurrenternes.
Du har plads til ca. 60 anslag til titel og ca. 160 til description, alt efter hvor meget anslagene fylder. Du kan bruge værktøjet her, så du både kan udnytte pladsen optimalt og samtidig holder dig indenfor rammerne.
For at styrke din konkurrenceposition yderligere kan du arbejde specifikt med lokal SEO, som er SEO-tekster med fokus på din ydelse + geografi.
Især hvis du kun kan løse dine opgaver, når du er fysisk til stede, kan du skyde en nem genvej til gode resultater ved udelukkende at gå efter de lokale søgninger og skrive din by eller dit område ind i såvel tekst, som titel og description. For med lokal SEO skal du kun konkurrere mod de lokale resultater, og du vil højst sandsynligt ikke få opgaver i den anden ende af landet alligevel.
Offpage SEO styrker dine SEO-tekster
Som tidligere nævnt har flere hundrede parametre betydning for, hvilken tekst Google viser øverst i SERP. Alle parametre har til formål at give læseren en god brugeroplevelse.
Derfor er det vigtigt, at alt det tekniske på hjemmesiden er i tip top stand. Blandt andet at din hjemmeside uploader hurtigt, fordi læserne bliver utålmodig af at vente. Det er en af mange grunde til at jeg altid anbefaler, at du får fagfolk til at sætte din hjemmeside op for dig. Udover at optimere hastigheden kan de også sikre, at din hjemmesides grafik og billeder ser godt ud på alle platforme, og at det er let for dig at arbejde med hjemmesiden fremover.
Også linkbuilding er vigtig for din placering på SERP. Særligt når anerkendte og relevante hjemmesider linker til din, sender det signaler til Googles søgerobotter om, at din side er værd at besøge. Udover den eksterne linkbuilding kan du også arbejde med intern linkbuilding, hvor du linker mellem dine egne undersider.
Linkbuilding er en del af offpage SEO, der er alt det, der skaber trafik til siden. I modsætning til onpage SEO der handler om alt det, man kan se på siden, og som du selv er herre over. Udover selve teksten er det også billeder og grafik.
Hvad koster SEO?
Priserne for SEO-optimering og SEO-tekster svinger meget. Og det gør resultaterne også. Søger du billige SEO-tekster, kan du tit få en studerende til at skrive for under en krone per ord. Spørgsmålet er, hvad du vil opnå med dine SEO-tekster, og om den billige tekstforfatter kan give de resultater.
Måske kan den billige sikre dig nogle gode placeringer, hvis du sælger fysiske produkter uden den store konkurrence. Men med de konkurrenceprægede søgeord kræver det meget at skrive en pro SEO-tekst, der både bliver fundet på Googles side 1 og konverterer – hvad enten du vil have din læser til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, ringe eller købe noget. Til info har jeg brugt ca. 8 timer på at skrive den her tekst. Det er lang tid, men der er selvfølgelig stor konkurrence på ordet ”SEO-tekster”, så jeg kunne lige så godt køre det store skyts i stilling med det samme. Med andre søgeord kunne jeg have skrevet teksten hurtigere – alt efter hvilken placering, jeg gik efter.
Timepriserne for SEO-tekstforfatning kan svinge helt fra 300-1.500 kroner i timen. Det bekræfter, hvorfor det er så vigtigt at vælge de rigtige søgeord og bruge dem strategisk på hjemmesiden.
Når søgeordet er valgt rigtigt, som i mit tilfælde, skal prisen ses i lyset af, hvor mange potentielle kunder den specifikke side kan trække ind fra Google de næste mange år – og hvad jeg ellers skulle have betalt i tid og penge på at for at få den samme trafik andre steder fra.
Det er selvfølgelig individuelt, hvad trafik til en specifik side er værd.
Enkelte SEO-tekstforfattere tilbyder no cure no pay SEO. Altså en prismodel, hvor du kun betaler, hvis teksterne resulterer i nogle specifikke resultater.
Skal du på SEO-kursus?
Hvis du har et speciale med stort potentiale for mange SEO-tekster, kan du tage på SEO-kursus, så du lærer at skrive dine SEO-tekster selv. Min erfaring er, at du skal kunne identificere en vis mængde søgeord for at den model er rentabel for dig – når vi også regner ind, at dit tidsforbrug har en stor værdi.
For selv om du kan lære mange gode SEO-tips på et kursus i SEO for begyndere, skal dine tekster sikkert konkurrere mod andre SEO-tekster, der er skrevet af en professionel SEO-tekstforfatter. Hvis du er god til at skrive i forvejen og glad for at skrive, kan du selvfølgelig lære det.
Du kan evt. overveje et individuelt skriveforløb hos en SEO-tekstforfatter i stedet for et kursus. Her planlægges alt efter, hvad du har brug for – og hvornår det passer ind i din kalender. Derfor kan du komme i gang med det samme. Når jeg har kunder i skriveforløb til SEO-tekster, anbefaler jeg et 10-timers klippekort til 13.500 kroner ekskl. moms. Og har du potentiale for flere tekster af den her længde, kan du jo hurtigt tjene den investering hjem.
SEO-analysen viser dine resultater
Uanset om du har arbejdet med SEO før eller ej, kan det være at du allerede bliver fundet på flere relevante søgeord. Det kan vi finde ud af med en SEO-analyse. Her undersøger jeg, hvor godt din hjemmeside allerede klarer sig på Google. Og hvis du ligger på side 1 eller 2 på flere søgeord, er det mere effektivt at SEO-optimere de sider end at begynde helt fra bunden med en ny SEO-tekst. Måske er det nok at forbedre overskrifterne + titel og description.
Du er velkommen til at ringe til mig på 27 12 11 14 eller sende mig en mail med linket til din hjemmeside.
Så trevler jeg din hjemmeside igennem et af mine SEO-værktøjer, og du får en SEO-rapport, så du kan lægge en SEO-strategi og prioritere dine muligheder. De første 15 minutters SEO-rådgivning er gratis.