Overlad ikke din markedsføring til en studentermedarbejder

Lige om lidt gør jeg op med en af de største og dyreste misforståelser indenfor markedsføring. Nemlig at studentermedarbejderen kan løse opgaverne.

Den misforståelse er der to problemer i (+ flere tillægsproblemer):

1. Studentermedhjælperen forventes ofte at kunne løse alle tænkelige opgaver inden for markedsføring:
SOME (såvel de løbende og organiske opslag som annoncering) SEO, annoncering via Google, nyhedsbreve (herunder både at samle leads ind, lægge e-mail strategien + skrive nyhedsbreve), fotografere og behandle billeder, opdatere hjemmesiden inkl. at skrive nyheder, kundecases m.m. Endeligt forventes studentermedhjælperen selvfølgelig også at have teknisk snilde.

Her er tale om mindst 5 forskellige typer opgaver, som konkurrenterne får løst af nogen, der både har taget en uddannelse og/eller adskillige kurser og efterfølgende har løst en række opgaver på området. Problemet er ikke kun, at studentermedhjælperen forventes at kunne konkurrere mod den professionelle på en enkelt disciplin, men at vedkommende ofte forventes at kunne det på samtlige.

 

2. En studentermedhjælper arbejder ofte på deltid*.

Og for at kunne markedsføre virksomheden skal vedkommende ikke alene løse opgaverne, men også kende virksomhedens USP og kernefortælling godt nok til at kunne markedsføre netop den specifikke virksomhed, ikke en tilfældig konkurrent. Og det kræver en indgående viden om virksomheden, produkterne og konkurrencesituationen.

Med andre ord: Studentermedarbejderen skal løse opgaver, han ikke er kvalificeret til, uden at kende virksomheden godt nok. Hele 2 problemer på en gang, så han har umanerligt dårlige odds for eksempelvis at kunne skrive SEO-tekster, blogindlæg, kategoritekster eller produktbeskrivelser lige så godt, som jeg måske har skrevet for konkurrenten.

*Når jeg og andre eksterne konsulenter løser opgaver, er vi også kun hos virksomheden i et begrænset omfang. Og så meget desto mere er det vigtigt, at vi har så meget styr på vores fag, at vi ved præcist, hvad vi skal spørge ind til, og at vi efterfølgende hvordan vi skal løse opgaven effektivt.

Samtidig vidner situationen om, at virksomheden ikke har forstået, hvad god markedsføring kræver, og så kan fejlkæden føres hele vejen tilbage:

Skal studentermedarbejderen udfordre chefen?

Uanset om opgaverne udføres af en studentermedhjælper eller en professionel, er det problematisk at løse markedsføringsopgaver for en, der ikke forstår kompleksiteten i markedsføring.

Forstår opdragsgiveren ikke det, sker der let følgende:

  • Han har svært ved at byde ind med gode ideer
  • Der går unødig lang tid med løbende rådgivning
  • Han forstår ikke, hvor vigtigt det kan være at have et stort annoncebudget
  • Han forstår ikke, hvor vigtigt det er at køre bestemte markedsføringsaktiviteter over en længere periode og med en vis hyppighed. Et klassisk eksempel er ikke at ville sende nyhedsbreve ud hyppigt nok til, at det virker

 

Når vi professionelle møder kunder, der ikke har den store forståelse for markedsføring, kan vi bedre håndtere situationen og navigere eller rådgive ud fra det, end studentermedhjælperen kan. Eksempelvis ved at fraråde en opgave eller udfordre kunden.

Selv er jeg jævnligt i rådgivningssituationer, hvor jeg giver de nødvendige og upopulære råd. Det tvivler jeg på, at en studentermedarbejder ville gøre, selv hvis vedkommende kunne se behovet.

Desuden er vi vel enige om, at det ville virke helt forkert, hvis studentermedarbejderen skulle udfordre chefen.

Og udover de problemer jeg har skitseret, sker der ofte det, at virksomheder, der ikke opnår særligt gode markedsføringsresultater, fejlagtigt konkluderer, at så er der jo ikke nogen grund til at investere mere, og så bliver det en ond cirkel.

Ofte kan en studentermedarbejder løse nogle af de mere rutineprægede opgaver. Eksempelvis at:

  • vælge billeder efter de retningslinjer, du har besluttet
  • tjekke at links virker, og at mails m.m. kommer i den rette rækkefølge
  • udføre diverse copypaste-opgaver
  • skrive oplæg til faktabokse eller lave research

 

Måske har du været så heldig at få fat på en studentermedarbejder, der har naturligt flair for også at løse andre opgaver. Og nogle gange er den bedste til at løse en opgave den, der er der – fordi det kan være så krævende at hive specialkonsulenter ind til selv de mindste opgaver, at det ikke bliver til noget.

Det kan også være, at din studentermedarbejder læser noget relevant. Er det tilfældet, og har du – eller en af dine medarbejdere – de rette faglige kompetencer til at lære vedkommende op, kan studentermedarbejderen sikkert også løse mere avancerede opgaver.

Men ofte når jeg hører om ”studentermarkedsføring” er der ikke fokus på, at de får faglig feedback og supervision, mens de løser opgaverne og bliver bedre. Når studerende nævnes i forbindelse med markedsføringsopgaver, er fokus næsten altid på, hvor billige de er. Om de reelt er det eller ej, skal selvfølgelig ses i lyset af de resultater, de skaber.

NB: Ordet praktikant indgår slet ikke i det her blogindlæg. Det er et helt kapitel for sig. Selv var jeg i praktik i 1½ år, mens jeg læste til journalist. Det lærte jeg meget af. Og der var sat tid af til feedback i rigelige mængder.

Vil du opgradere din markedsføring?

Måske er jeg den rette. Ring gerne til mig, eller book en gratis tid i min kalender.

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER