Hvad er det største problem ved omfattende markedsføring, der virker?

Det er, at du skal redigere så mange steder, når noget ændrer sig.

Og det er sket for nylig ifm. et af de vigtigste ben i min virksomhed:

Du har sikkert hørt mig fortælle om segmenteringsmetoden ”kundetyper” mange gange. Sanne Dollerup, indehaver af BuyLogic, der i sin tid skrev en ph.d. om forskningen bag, har nu videreudviklet metoden:

Hvor kundetyper primært handler om, hvordan vi rammer en målgruppe med vores markedsføring, taler vi nu beslutningssystemer og bruger metoden langt mere strategisk i hele virksomheden og i vores forretningsstrategi.

Hvordan vi gør det, kan du læse meget mere om her på BuyLogics hjemmeside.

I øvrigt en tekst jeg selv har skrevet for Sanne.

Hvorfor betaler en kapacitet som Sanne for at få skrevet en tekst?

I stedet for at skrive selv eller trække ordene ud af AI?

Det fortæller hun om her:

 

”Da jeg skulle kommunikere overgangen fra kundetyper til beslutningssystemer, havde jeg brug for meget mere end en tekstforfatter.

Teksten skulle forklare et nyt navn, en ny strategisk retning og forskellen på kundetyper og beslutningssystemer. Det er i dag den side, vi oftest linker til, og som de fleste læser, når de skal forstå metoden. Derfor er den en af mine vigtigste tekster.

Majbritt hjalp ikke kun med formuleringerne. Hun udfordrede mig og rådgav om vinklen: Præcist hvad skulle med i teksten, og hvor meget skulle hvert emne fylde, så der også kom et flow i teksten?

Det gjorde en markant forskel for resultatet.

Jeg kunne godt have brugt AI. Men denne opgave var for vigtig til kun at handle om ord. Den krævede strategisk forståelse og evnen til at omsætte komplekse tanker til en klar fortælling. Her var Majbritt en uvurderlig sparringspartner.

Jeg valgte Majbritt, fordi hun har mange års erfaring med tekster, der aktiverer det blå beslutningssystem. Specielt til B2B.

Samtidig kender jeg mange, der har opnået gode resultater med hendes tekster.

Hvorfor skriver jeg selv fortsat ”kundetyper”?

Hvis du tjekker min hjemmeside, vil du sikkert opdage, at jeg fortsat skriver kundetyper og ikke beslutningssystemer de fleste steder.

Det er, fordi metoden fylder så meget både på hjemmesiden og i diverse e-bøger, jf. overskriften på det her nyhedsbrev. Derfor bliver det omfattende at ændre det. Samtidig har jeg (selvfølgelig) også lavet et massivt SEO-arbejde på diverse varianter af ordet kundetype.

Samtidig bruger mange markedsføringsfolk fortsat ordet ”kundetyper”.

Selvfølgelig skal det ændres alle steder på et tidspunkt. Det gør jeg gradvist, når det er strategisk smart.

Andre har også læst:

Skriv et svar

Skriv dit søgeord og tryk ENTER