Længe har jeg undervist i, at jo flere AVIS-kriterier, man opfylder og jo bedre, des større chance har man for at få omtale. (AVIS står for Aktualitet, Identifikation, Identifikation og sensation).
Og hvis man kun opfylder et kriterium, skal man gøre det rigtig godt.
Derfor er det også med en hvis stolthed, jeg kan konstatere, at jeg nu har fået omtale på Kommunikationsforeningens hjemmeside og på deres nyhedsbrev (der kommer ud til knap 7.000) med historien om Majbritt Lund-kuglepennen.

Gennemgår lige historien med fokus på disse AVIS-kriterier.

Aktualitet:
Nej.
Hvis jeg ville være rigtig søgt, kunne jeg have skrevet, at det nu er to år siden, jeg fik den første kuglepen, eller at jeg lige har fået 1.000 kuglepenne mere til lageret. Men som jeg siger på mine kurser: Brug kun de kriterier, hvor du gør det godt. Og de aktualitetskriterier, jeg lige har nævnt, er bare dårligt opfyldt, så de ville ikke gavne mig.

Væsentlighed:
Øhh, vi er en flok skøre mennesker, der har det sjovt, og det giver mig en markedsføringsmæssig fordel. Og ud over, at det er sundt at grine, er der vidst ikke meget at komme efter. Selvfølgelig er historien væsentlig for mig, men nu er det jo læserne, historien skal være relevant for.

Identifikation:
Overhovedet ikke. Folks reaktion er som regel, at det er sjovt, fordi de sjældent har hørt om noget, der var så langt ude. Måske kan jeg få dem til at tænke ”Gid det var mig”, men det er mere i forhold til mig end selve historien om kuglepennen. Og historien handler altså mere om kuglepennen end om mig – selv om jeg selvfølgelig gør, hvad jeg kan for at holde liv i eventyret.

Sensation:
Bingo!
Det sjove er, at jeg som regel synes, at sensationskriteriet er det sværeste at opfylde. Men jo. Jeg vil beskrive det som en sensation, at jeg nu har opnået, at et udvidet visitkort for et enkeltmandsfirma i nogle kredse er blevet mere kendt end indehaveren. Så den del har jeg opfyldt.
Og det beviser jo netop, at har man opfyldt bare et kriterium rigtig godt, kan det blive adgangsbilletten til omtalen.

(Se eventuelt mine kursusvideoer omkring AVIS-kriterierne her)

Dertil ligger selvfølgelig også, at alfa og omega er at kontakte de rigtige medier. Og denne historie er en sjov nichehistorie, der har sin berettigelse i nogle helt bestemte medier. På min liste stod udover Kommunikationsforeningen: k-forum.dk, markedsforing.dk, Magasin K, Iværksætteren og KOM magasinet.  Herudover har jeg også nogle radiokanaler på min liste. (Radiokanalerne får en mere underholdende version end kommunikationsmedierne).
Dog lader jeg dette presseprojekt ligge lidt nu, da jeg ved, der er en chance for at, nogle af journalisterne eller redaktørerne også får nyhedsbrevet fra kommunikationsforeningen, og at de derfor måske kommer af sig selv.
Ellers kan jeg da godt finde på at lave et par opkald mere efter jul.

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER