Tag kontrollen over din historie

Jo mere du tager kontrol over det budskab, du gerne vil i pressen med, jo større chance har du for, at journalisten skriver det, du gerne vil have.

Brug en præcis overskrift

Hvis du har skrevet en præcis overskrift (som journalisterne kalder en rubrik), har du stor chance for, at den arbejder ubevidst i hovedet på journalisten, når han arbejder med din historie.
Hvis du ringer og siger, at du har en historie om, at flere elever har svært ved at følge med i folkeskolen, kan det være, at journalisten fortæller historien ”Lærere er ikke godt nok uddannet”, selv om det, du egentligt ville fortælle, var, at du har særligt gode erfaringer med at supervisere lærerne, så de kan håndtere alle eleverne.
Hvis du havde skrevet netop det i din overskrift, havde du haft større chance for at det var den historie, journalisten havde fokuseret på.  Og jeg har flere gange oplevet, at journalisterne faktisk brugte min egen overskrift. Så siger vi tak.

Få journalisten til at bruge dine formuleringer

Vi har alle sammen nogle formuleringer, vi er glade for og formuleringer, synes er misvisende.

Jeg er personligt træt af at få at vide, at

  • jeg er heldig (for jeg ser mig selv som flittig og dygtig)
  • jeg tager en fridag, når jeg arbejder hjemme
  • os, der arbejder selvstændigt kan trække ”alt muligt” fra i skat

 

Og de formuleringer, vi helst vil undgå, kan let snige sig ind, når andre beskriver os.

Men hvis du tager sagen i egen hånd og skriver en pressemeddelelse, du giver til journalisten, har du reduceret risikoen for, at det sker.  Samtidig får du muligheden for at skrive dig ud af det, du helst ikke vil ind på, så du måske opnår, at journalisten glemmer at spørge.

Underbyg din historie med fakta

Hvis du skriver en rigtig god faktaboks med relevante og troværdige oplysninger, der bakker din historie op, er der gode chancer for, at journalisten enten bruger faktaboksen direkte, eller plukker nogle af dine oplysninger.

Hvis du ikke giver journalisten den relevante fakta, er journalisten måske selv nødt til at lave research for at se, om du vitterligt har en god historie. Og hvis der ligger en anden god historie på skrivebordet, hvor han ikke skal til at ringe til ministerier og styrelser efter tal, er den anden fristende at tage fat på – i stedet for din.

Hvis du ikke giver journalisten relevant fakta, kan det også være, at journalisten selv begynder at undersøge sagen og finder ud af, at din påstand/historie ikke kan dokumenteres. Hvis du selv havde undersøgt fakta, kunne det være, at du derimod havde fundet andre relevante tal, du kunne vinkle din historie efter.

Find de gode kilder

Som jeg præciserer, hver gang jeg kan se mit snit til det, er det meget vigtigt, at du tager telefonen, hvis en journalist ringer tilbage til dig.

Men hvis din historie lægger op til også at interviewe andre end dig, kan du gavne din egen sag, ved at være på forkant med, hvilke kilder det kunne være.
Det er meget vigtigt, at du vælger de rette kilder.

Hvis du ikke har aftalt med en egnet kilde, at vedkommende vil stå på pressemeddelelsen og samarbejde med journalisten, hvis denne ringer, risikerer du måske enten at

  • historien ikke bliver til noget
  • historien bliver reduceret til en note
  • journalisten selv finder en kilde, og ikke nødvendigvis gavner din sag

 

Hvis journalisten bliver præsenteret for en god historie med en god case (en person, der har oplevet en problemstilling på egen krop), er han meget mere tilbøjelig til at gå videre med den, end hvis han står med en lige så god historie og først skal ud og lede efter en god case.

Derfor pressemeddelelse

Hvis du ringer ind med din historie, overlader du helt til journalisten at fortælle den. Derfor får han ikke nødvendigvis faktadelen med, og du risikerer, at journalisten både bruger de formuleringer du ikke kan lide og finder de oplysninger, du ikke vil have for meget fokus på.

Hvis du derimod skriver en pressemeddelelse, har du rigtig gode chancer for, at journalisten fortæller din historie, som du gerne vil have den.

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER