Sektionen, som flertallet besøger, og mange mangler
Nu kommer vi til den del af hjemmesiden, som de allerfleste undervurderer værdien af: hele sektionen med de gratis smagsprøver. Den er vigtig af mange grunde:
Kundernes købsrejse begynder, længe før de selv er klar over det. Måske googler de ”hvad er…?” eller ”hvordan…?”, eller måske klikker de på et af dine blogindlæg på de sociale medier eller ser en af dine videoer. Allerede i den her fase kan du slå din værdi så tydeligt fast, at kunderne automatisk vil kontakte dig, når behovet opstår – uden at give dine konkurrenter et kald.
Selv når folk besøger din hjemmeside med henblik på at købe, kan de have brug for mere end salgssiden for at blive overbevist. Måske giver et godt blogindlæg det sidste incitament til at købe.
Endelig er det meget lettere for tilfredse kunder og dit netværk at henvise til e-bøger, blogindlæg m.m. end at anbefale et køb. Så på tværs af hele købsrejsen gavner smagsprøverne dig.
Uden gratis materiale kan du risikere ikke at få noget ud af resten af din hjemmeside, fordi hullet fra ”jeg er interesseret” til ”jeg vil købe” er for stort. Har du derimod gratis materiale, gør det din samlede målgruppe større.
Du kan vælge mellem flere smagsprøver, der har hver sine fordele. De mest brugte gennemgår jeg nu:
Blogindlæg, nyhedsbreve + lyd!
Blogindlæg:
Med blogindlæg kan du besvare alle spørgsmål og forbehold, mulige kunder har mht. din ydelse, eller komme med vinkler, der ikke passer ind på salgssiderne. Du kan bruge blogindlæggene flere steder:
- Link til dem fra dine nyhedsbreve eller på de sociale medier. Nogle af dem kan du snildt dele mindst en gang om året, hvis emnet eller spørgsmålet stadig er relevant
- Link til et relevant blogindlæg, når du har svaret på et spørgsmål eller deltaget i en debat på de sociale medier
- Link til et uddybende blogindlæg, når du har talt med kunder eller mulige kunder
Du kan vælge indhold til dine blogindlæg ud fra to spor:
- De spørgsmål og misforståelser, du hører hele tiden i dit arbejde
- De spørgsmål eller ord, læserne googler
Mange af de søgefraser, læserne googler, matcher formentlig de spørgsmål, du allerede kender. Og ved at lave en søgeordsanalyse, før du begynder at blogge, kan du skrive siderne, så de matcher søgeord og fraser bedst, således at du fremover automatisk får trafik og læsere fra søgemaskinerne.
Udover at denne model er en meget effektiv måde at få nye læsere til hjemmesiden på, sikrer du også, at læserne lander på dit blogindlæg, når de selv har identificeret et behov for at læse om netop det emne. Og kunder, der oplever at blive mødt, får lyst til at købe.
Samtidig vil du formentlig opdage mange søgefraser og spørgsmål, du ikke selv var kommet i tanke om. Så på den måde lærer du din målgruppe bedre at kende og får inspiration til endnu flere blogindlæg.
Nyhedsbreve:
Især når du sælger noget, der er avanceret at købe og kræver mange overvejelser af kunden, er nyhedsbreve oplagte. For med nyhedsbreve holder du kontakten, til læseren er klar til at blive kunde. Og ofte er en tilmelding til nyhedsbrevet den mest værdifulde handling, du kan forvente af læsere, der besøger din hjemmeside for første gang.
Hvis du ikke tænker, det er realistisk eller rentabelt for dig at skrive nyhedsbreve løbende, kan du lave en autoresponder til nye læsere. En autoresponder er en fast serie af mails, som du kan målrette efter, at læserne lige har lært dig at kende.
Indled med at love en freebie, der er attraktiv nok til, at læserne vil tilmelde sig dit nyhedsbrev for at få den, og automatiser herefter x mails, der løber over x uger eller måneder. Freebien kan være en e-bog, et e-kursus eller andet online materiale.
Selv om det selvfølgelig har den største værdi med løbende nyhedsbreve, er der også meget at vinde med autoresponderen:
- Den er et rigtig effektivt alternativ til ingen mails overhovedet
- Du kan påvirke læserne i den periode, hvor de har størst behov for din ydelse, eftersom de jo besøgte din hjemmeside af en grund
- Du kan planlægge strategisk, hvilke mails der passer bedst til læsere, der ikke kender dig særlig godt, og evt. inkludere et tilbud, det er let for nye læsere at bruge
- Fordi der er tale om et afgrænset antal mails, kan det være rentabelt for dig at uddelegere opgaven, så du slipper for at sætte dig ind i, hvordan du skriver nyhedsbreve og lægger strategi for autoresponderen
Lyd:
Vil du gerne lægge stemme og måske billede og mimik til dine ord, kan du også lave videoer eller podcasts eller holde webinarer. Måske foretrækker dine kunder at lytte, ligesom det kan være lettere for dig selv at tale end at skrive. Samtidig er optagelser med din stemme det, der minder mest om at tale med dig. Og du kan ikke uddelegere din stemme, som du kan gøre det med teksterne. Så alle ved, at stemmen er din.
Sociale medier:
Du kan også linke fra din hjemmeside til dine profiler eller sider på de sociale medier. På den måde kan du holde kontakten på andre platforme, som dine mulige kunder formentlig besøger langt oftere end din hjemmeside. Og hver gang du har kontakt med dem på eksempelvis LinkedIn, kan det udløse et nyt besøg på din hjemmeside.
Nu mangler du kun det sidste: Få kunden til at tage kontakt. Læs her, hvordan du gør det.