Giv overblik på forsiden, og link videre
Som flertallet af andre hjemmesideejere modtager du sikkert også størsteparten af de besøgende på din forside. Både folk, der kender dig, og folk, der ikke gør.
Deres intention med besøget kan være at
- finde dit telefonnummer, fordi de ved, de vil ringe til dig
- lære dig bedre at kende
- undersøge, hvad du konkret kan hjælpe dem med
Og fordi forsiden skal kunne ramme alle og alles intentioner på samme tid, skal den skrives præcist:
Skriv, så læserne hurtigt kan danne sig et overblik over, hvem du hjælper med hvad.
Guid dem, så de kan klikke videre til den side, der vil være mest relevant for dem.
Vurder benhårdt, hvilken handling du kan få folk til at foretage, når de formentlig ikke kender dig særlig godt i forvejen.
Min egen intro øverst på siden lyder:
”Effektiv onlinemarkedsføring 24/7. Skal din markedsføring også tjene penge til dig? Sælger du ikke-fysiske produkter som viden, rådgivning eller kurser? Så er du kommet til den rette.”
Især er det vigtigt, at jeg præciserer målgruppen helt fra start.
Herudover kan din forside indeholde:
- Kort uddybning af, hvordan du kan hjælpe. Her kan du enten skrive en brødtekst, hvor du linker ind til relevante undersider, eller du kan oprette bokse, som fanger øjets opmærksomhed, hvorefter læserne kan klikke. Du kan også præsentere dig selv på video
- Kortfattede citater, hvor tilfredse kunder fortæller, hvilke resultater du har skabt for dem. Netop fordi du skal skabe overblik, skal du være meget bevidst om kun at bringe essensen af udtalelsen. Er citatet længere, kan du også bruge det i sin fulde længde andre steder på hjemmesiden
- Tilmelding til nyhedsbrev
Du skal have tilbud, der ikke koster noget, for de færreste vil være klar til at handle eller kontakte dig, når de lige er landet på din hjemmeside. En tilmelding til nyhedsbrevet er let at foretage, samtidig med at du efterfølgende kan påvirke læserne effektivt, til de bliver klar til at købe.
Du har meget større sandsynlighed for at få læserne til at tilmelde sig nyhedsbrevet, hvis du lover dem en freebie i form af en smagsprøve, når de tilmelder sig. Det kan eksempelvis være en e-bog eller en video.
Hav også i baghovedet, at de færreste vil være klar til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, når de lige er landet på siden, så nyhedsbrevet skal enten præsenteres i en pop-up efter lidt tid eller længere nede på siden. Gerne begge dele - Links til blogindlæg kan også være relevante på din forside, fordi de giver din læser mulighed for at lære dig at kende. Min egen hjemmeside er indstillet, så mine tre nyeste blogindlæg altid vises nederst på forsiden
- Pralevæg, hvor du viser logoer fra de kunder, du gerne vil have flere af
- Kontaktformular, så du gør det så let som muligt at tage kontakt med dig. Bed om så få oplysninger som muligt, så det er let at udfylde formularen
- Mulighed for at booke en gratis samtale med dig
De sidste tre funktioner kan du også sagtens genbruge på mange af de andre undersider på hjemmesiden.
Særligt på forsiden er det vigtigt at fokusere på de overordnede linjer. For alle nye læsere er først ved at undersøge dine kompetencer, og deres tålmodighed er langt mindre, end når de er længere inde i kunderejsen. Derfor skal du undgå detaljer og lade være med at omtale produkter eller løsninger, som kan være avancerede at sætte sig ind i.
Det kræver noget særligt at sælge på skrift. Læs i næste afsnit, hvad du skal gøre: