Din guide til tone of voice
Tone of voice er et af de vigtige parametre i forhold til at ramme præcist med din markedsføring.
Og rammer du din målgruppe præcist nok, kan du slå dine konkurrenter med flere længder. Også selv om de er bedre til markedsføring end dig. For de rigtige ord skaber kontakt.
Hvad er tone of voice?
Tone of voice er dit firmas stemme. Den stemme og det sprog, du og dine eventuelle medarbejdere bruger, når I kommunikerer, hvad enten det er mundtligt eller skriftligt.
Hvorfor er tone of voice vigtig?
Af rigtig mange grunde.
Du sikrer, at al markedsføring hænger sammen, og at du taler og skriver i det samme sprog, når du har kontakt med kunderne.
Det giver en række fordele:
Det bliver nemmere
- for dig at kommunikere, fordi du kender din egen stil
- for medarbejdere at matche det samme sprogbrug, når de taler med kunder
- for tekstforfattere, annoncekonsulenter, SOME- konsulenterm. at kommunikere i dit sprog og med din stemme
- for grafikere, fotografer og andre markedsføringskonsulenter at lave din markedsføring, fordi de skal matche en bestemt stil
- for den rette målgruppe at afkode, at din virksomhed er den rette at kontakte, fordi din markedsføring bliver tydeligere, og du taler i den valgte målgruppes sprog
Når du én gang har valgt din tone of voice, kan du bruge den på tværs af alle kanaler. Så det er mange steder, dit kommunikationsarbejde fremover bliver lettere.
Vælg din målgruppe før din tone of voice
Al markedsføring handler om målgruppen. For det er målgruppen, vi skal have til at reagere.
For at kunne ramme min målgruppe præcist, arbejder jeg selv efter emotionelle kundetyper.
Grundmodellen er simpel: Vi vælger en af fire arketyper og tilpasser al vores markedsføring, herunder tone of voice, efter arketypen.
Dermed hænger vores markedsføring sammen, og den rette kundetype vil opleve en særlig grund til at kontakte netop os – frem for en af konkurrenterne. Fordi vi taler deres sprog.
Her kan du se forskellige eksempler på, hvordan en konsulent kan hilse på en kunde, alt efter kundetypen:
“… Sikke tiden flyver, når man sidder i en helt anden verden og finder på. Kom da ind.”
“Hej NAVN. Hvor er jeg glad for at se dig. Jeg glæder mig sådan til at høre, hvordan du har det… Skal jeg sætte en kop te over?”
“Goddag. Godt du kunne komme. Lad os gå i gang med det samme. Nye markeder venter.”
“Tak for din mail med dagsordenen for mødet i dag. Jeg har læst bilagene og sat mig grundigt ind i det hele. Er der noget, du gerne vil spørge om, før vi går i gang?”
Samme konsulent kunne have følgende forskellige strofer på sin hjemmeside.
“Halløj. Vil du på opdagelse med mig? Ukendte eventyrer venter.”
“Er du usikker på, hvordan du skal … Og har du brug for en person, der hjælper dig, er i øjenhøjde med dig, og ser det hele menneske, som du er.”
“Vil du se effektive resultater? Book en VIP-session hos branchens førende konsulenthus.”
“Med vores gennemtestede trin for trin guide kan du nøje følge instrukserne fra de mest erfarne.”
Netop fordi de forskellige kundetyper reagerer på forskelligt sprog, skal vi tage stilling til, hvem vores primære målgruppe er, før vi vælger tone of voice – og resten af vores markedsføring i øvrigt. For vi skal selvfølgelig selv vælge den målgruppe, vi helst vil samarbejde med.
Er du sikker på din målgruppe, giver din tone of voice næsten sig selv. For når du kender din målgruppe, ved du også, om målgruppen foretrækker
- at du er sjov, omsorgsfuld, buisnessagtig eller formel, hvilket afspejler sig i det ordvalg du skal bruge
- korte og lette sætninger, eller detaljerede og svære sætninger
Som tekstforfatter får jeg tit spørgsmålet: ”Hvor lang skal teksten være?”
Det kan jeg ikke svare entydigt på. Men uanset målgruppe skal du tit skrive langt, når du vil have din læser til at købe eller foretage en anden krævende handling.
Netop her bliver målgruppen vigtig. For med nogle kundetyper er tempo et vigtigt parameter, så her kan du nemt skrive dig ud af en handel med lange eller tunge tekster.
Men selv for de hurtige kundetyper, vil du sikkert blive overrasket over, hvor godt du kan fastholde dem, hvis du netop copywriter i deres tone of voice og skriver om de præcise aspekter af dit produkt, de bedst kan relatere til.
Skriv din tone of voice ind i din designmanual
Når du har taget stilling til din målgruppe og dit overordnede sprogbrug, så tag stilling til, hvilke ord målgruppen foretrækker, og hvilke ord du skal undgå. Tænk dine ydelser igennem og de samtaler, du normalt har med kunder.
Forestil dig også hvilken type virksomhed, kunden kommer fra. Er din målgruppe eksempelvis businessfolk i jakkesæt, der reagerer på business tone of voice, så suppler din guideline med de businessord, der vil være relevant i din virksomhed. Det kunne være ord som: VIP-løsning, udbytte, resultater, forretningsbetingelser, ROI, KPI, kalkule, businesscase, økonomi, bundlinje og profit.
Når det netop er så vigtigt at indlede hele markedsføringsarbejdet med at vælge målgruppen, er det fordi, denne coorporate tone of voice virker lige så frastødende for nogle målgrupper, som den er tiltrækkende for andre.
Og virksomheder, der ikke arbejder målrettet efter en præcis målgruppe, kommunikerer sig derfor effektivt væk fra deres kunder alene på grund af de ord, de bruger.
Bonusanbefaling: Suppler også din liste med retningslinjer for de ord, der kan staves på flere forskellige måder, herunder om forkortelser skal skrives ud eller ej.