Da jeg blev 40 år, gik mit største ønske i opfyldelse.
Faktisk hele tre gange.
Og hvad ønsker en PR-konsulent som mig sig mon allermest til sin fødselsdag???
Svaret er: Omtale i Nyt om navne i en af landets store aviser.
Og selv om jeg lever af at få mine kunder i medierne – og også gennem tiden har skaffet adskillige meters spalteplads til mig selv – så troede jeg egentlig ikke, at det var noget særligt for medierne, at indehaveren af et mindre firma som mit var blevet 40 år.
Måske når jeg blev 50 år…
Men jeg besluttede mig for at teste det af og skrev en halv sides tekst om mig selv og sendte resultatet og et pressefoto ind til Børsen, Berlingske og Jyllands-Posten. Det tog mig cirka en time.
Blev omtalt i hele tre landsdækkende medier
Og sørme om jeg ikke blev omtalt alle tre steder. Børsen og Berlingske bragte stort set hele min tekst, som oprindeligt lød:
Majbritt Lund, kommunikationskonsulent og forretningsudvikler, 40 år den 7. februar
“Tag dig ordentligt betalt”, “Giv kunden kvalitet”, “Invester i dig selv og din virksomhed”, lyder det fra Majbritt Lund, der driver kommunikationsvirksomhed med fokus på vækst i de små virksomheder. Hun bliver 40 år den 7. februar.
Majbritt Lund er uddannet journalist på Danmarks Journalisthøjskole i 2003, blev selvstændig i 2007 og har specialiseret sig i at hjælpe mindre virksomheder med at få succes.
Hun hjælper sine kunder med hjemmesidetekster, der sælger og bliver fundet på Google, medieomtale og nyhedsbreve, og hun guider kunder og kursister til at vælge de ydelser og kunder, hvor de har bedst mulighed for at tjene mange penge.
Hun er kendt for at tilbyde en lang række gratis ydelser som en del af sin markedsføring. Blandt andet som frivillig rådgiver på messen IVÆRK OG VÆKST og ved at holde gratis kurser gennem samarbejdspartneren IVÆKST og blogge om prissætning på e-conomics nye ekspertblog KRÆS.
Majbritt Lund er forfatter til bøgerne “God kommunikation for selvstændige” og “Selvstændiges guide til flere penge”.
Januar 2014 udvidede hun det trykte forfatterskab med sit første onlineprodukt og er netop aktuel med “Online-værktøjskassen til nyhedsbreve, der sælger (meget) mere”.
Det eneste, de havde ændret, var indledningen, hvor de havde fjernet mine citater.
Og så bragte de det billede, som jeg havde sendt med.
Nej, jeg roser ikke mig selv
Det kan selvfølgelig være lidt grænseoverskridende at sætte sig selv i spil på den måde.
Men hvis du lige genlæser teksten, så prøv at lægge mærke til, at jeg IKKE roser mig selv til skyerne og slår om mig med tillægsord om mig selv.
Fordi jeg jo netop underviser i, at vi skal prøve at undgå tillægsord i vores tekster, men i stedet skrive noget, der får læseren til selv at danne sig et indtryk af, hvordan vi er.
Det, jeg gør, er i stedet at:
- beskrive mit virke helt nøgternt: Hvornår jeg er uddannet, hvor længe jeg har drevet min virksomhed, og hvad jeg laver
- fortælle, hvem jeg samarbejder med, fordi jeg her kan overbevise en eventuelt skeptisk medarbejder på navneredaktionen om, at jeg ikke bare er en lille fisk, men at jeg samarbejder med nogle store aktører
- nævne mine bøger for at underbygge min ekspertise
Og ja, PR virker. Jeg har talt med så mange, der har set omtalen af mig.
Skal det være dit firma, der bliver omtalt næste gang?
Det er slet ikke så svært.
Hvis du har mange ansatte, har du uanede muligheder for at blive omtalt på navnesiderne.
De kan blive omtalt, både når de fylder rundt, og når de har jubilæer. (Jeg glæder mig da allerede til år 2017, hvor mit firma har 10-års jubilæum).
Da min far havde 40-års jubilæum som lagerekspedient, fik virksomheden mere omtale i medierne, end da firmaet cirka samtidig blev opkøbt af en stor kæde.
Så det er bare med at komme i gang.
Hvis du har en god, konkret historie, du gerne vil i medierne med, kan du også se eksempler på gode pressemeddelelser her.