Hannes hjemmeside blev tjent ind på under en måned | Læs her hvorfor

Se et konkret eksempel på at ramme målgruppen præcist

Om lidt viser jeg dig en hjemmesidetekst, der er markant anderledes end de tekster, jeg plejer at skrive.

Jeg skrev hjemmesideteksten for en af mine gode kunder, kostkonsulent Hanne Bjergskov. Både Hanne og hendes kunder tilhører en anden målgruppe end den, jeg normalt skriver til, men det var slet ikke noget problem.

Fordi jeg var ved at blive certificeret i kundetyper, mens jeg skrev, vidste jeg lige præcis, hvordan jeg skulle ramme målgruppen.

Undervejs brugte jeg sætninger som

… Så er du bestemt ikke alene. Mange kvinder har det ligesom dig. Det ved jeg, fordi jeg hjælper dem til en sundere hverdag.

… Kvinder, der har det til fælles, at de elsker det hyggelige fællesskab med andre, hvor de tit forkæler alle andre med god mad og kærlig omsorg. Men måske glemmer at passe på sig selv.

… Som din personlige kostvejleder ser jeg dig som det menneske, du er, før jeg ser på, hvad du spiser og hvorfor. Og vigtigst af alt: Jeg kunne aldrig drømme om at pege fingre ad dig. For jeg ved, at det er meget svært at ændre vaner, du måske har haft i 30, 40 eller 50 år. Især når din familie også har brug for dig.

… Og du får mange tips og tricks til at skyde dejlige genveje i køkkenet. Så du både får lavet mere sund mad og samtidig får mere tid til at slappe af og hygge dig med din familie.
Du har sikkert gennemskuet, at jeg skriver til den omsorgsfulde og følsomme type, der går op i at leve sundt og være et godt menneske.

Målgruppen er også kendetegnet ved, at de gerne vil lære andre mennesker at kende. Især før de tager stilling til, om de pågældende skal hjælpe dem med noget. Derfor har jeg også skrevet en meget personlig ”Om mig”-side om Hanne.

Den visuelle del af hjemmesiden er selvfølgelig også tilpasset målgruppen:

  • Farverne er varme
  • Læseren ser billeder af Hanne på alle sider
  • Alle billeder og knapper har runde hjørner
  • Det er vigtigt for målgruppen at føle fællesskab med andre. Udover at det er skrevet ind i teksten, har vi også brugt kundeudtalelser, så nye kunder kan se, at andre har det ligesom dem

 

Og det virker. Derfor tjente hjemmesiden sig selv ind, før der var gået en måned.

Hjemmesiden gør kunderne klar til at købe tidligere

Hanne Bjergskov fortæller:

Jeg får flere nye kunder om ugen, der refererer til min hjemmeside. Derfor var den allerede tjent ind på under en måned, så jeg er supertilfreds med resultatet. Det er mit indtryk, at den nye hjemmeside gør, at kunderne ikke skal overveje det så længe, før de bliver klar til at kontakte mig.

Det, at både Majbritt og jeg arbejder ud fra Kundemagneternes kundetyper, gjorde, at resultatet blev meget bedre, og at jeg ikke behøvede at forklare så meget.

Jeg ville aldrig selv have kunnet formulere så præcist, hvordan jeg gerne ville have mine tekster, eller hvem min målgruppe var. Majbritt vidste nøjagtigt, hvad hun skulle spørge om, fordi hun ved, at netop min målgruppe har brug for at lære mig at kende som person, før de køber noget. Det er især tydeligt på siden ”Om mig”.

Jeg havde overvejet, om det ville være et problem, at Majbritt er en anden type end mig selv. Men det var det ikke. Og jeg tror ikke, jeg kunne have fået et bedre resultat med en tekstforfatter, der var samme type som mig selv.

Se et gennemført eksempel på at ramme målgruppen

Advarsel:

Tænker du, at teksten er vildt overdrevet, er det sikkert, fordi du ikke tilhører målgruppen. For lige så præcist vi kan ramme vores målgruppe, når vi gør det godt, lige så nemt kan vi skræmme vores læsere væk, hvis vi rammer dem forkert. Derfor er den tid, der er brugt på at definere målgruppen, givet rigtig godt ud.

Skriv et svar

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort.

*

Skriv dit søgeord og tryk ENTER