Og derfor skal dine læsere påvirkes mange gange

Når vi sidder i muntert selskab og rigtig skal hygge os, er der sjældent noget sjovere end at fortælle historier om kommunikation med vores teleselskaber.

Selv har jeg anekdoten om, at jeg i ramme alvor overvejede at skrive alt min mobiltelefoni for 2013 på tabskontoen. (Det beløber sig til cirka et par måneders uafbrudt samtale + diverse forbrug af internet). For det var svært for mig at få fat i mine fakturaer, at det vitterlig lignede en dårlig forretning at bruge så meget tid på det. Og uden fakturaer kan jeg jo ikke trække alle mine begejstrede telefonsamtaler fra i firmaet.

Min lillebror har et endnu værre forløb med et andet teleselskab, der nu har lovet ham 2 flasker rødvin som undskyldning for diverse problemer så mange gange, at han faktisk har vin nok til min nevøs konfirmation.

Dog uden at han endnu har set en eneste flaske …

Og du har sikkert også en sjov teleselskabshistorie, som du brænder for at fortælle, hver gang du kan se dit snit til det

Det kræver energi at skifte teleselskab

Alligevel skal der rigtig meget til, for at vi skifter teleselskab.

Og hvorfor så det?

Fordi vi alt andet lige har en løsning, der virker på et eller andet niveau i dag, og fordi det kræver en del af os at skifte selskab.

Det kan give ualmindelig meget administrativt bøvl og DAGE uden dækning, når vi skifter.

Og i bund og grund: Hvem siger, at det bliver bedre, hvis vi skifter?

Derfor bliver vi tit, hvor vi er. Også selv om vi mindst en gang om måneden bliver forstyrret af en telefonsælger, der vil sælge os et nyt telefonabonnement.

Og ligesådan er det (i større eller mindre grad), når vores kunder overvejer, om vi skal hjælpe dem med noget.
Det kræver tid, energi og penge at

  • skifte leverandør
  • lave en tilbygning
  • gå nye veje

 

Selv små køb kan kræve, at kunden tager stilling til noget, som kunden gerne vil slippe for at tage stilling til.

Og jo mere kompleks eller dyr en ydelse, vi kan hjælpe vores kunder med, og jo mere tid det kræver fra kunden, jo flere gange skal vi alt andet lige påvirke kunden for at få ham til at slå til.
Og det er, hvorfor du skal skrive så mange nyhedsbreve for at få succes med den.

Derfor skriver jeg mange nyhedsbreve

Hvis du vil have succes med dine nyhedsbreve, skal du også sende mange af dem. Hvad enten dit mål er at sælge eller at få dine læsere til at foretage en anden handling.
For det kræver noget af vores læsere at gøre det, vi beder dem om. Om det så bare er at læse en gratis e-bog, kræver det, at læseren tager sig tiden til at gøre det.

Og lader noget andet vigtigt ligge.
Jeg har talt med ALT for mange, der har startet “projekt nyhedsbrev” op for så at droppe det igen, fordi nyhedsbrevene ikke kastede nok af sig. Eller folk, der er kede af deres nyhedsbreve, fordi de tror, nyhedsbrevene ikke sælger noget, fordi de gør det dårligt.

Det gør de ikke nødvendigvis.

De har bare ikke skrevet og påvirket deres læsere længe nok til, at læserne gør det, de gerne vil have dem til at gøre.
Jo længere tid du har skrevet nyhedsbreve, og jo hyppigere du sender ud, jo mere sælger du. Og ja, hver gang du sender nyhedsbrev ud, er der sikkert nogen, der melder sig af nyhedsbrevet igen.

Men frameldingsraten stiger IKKE i takt med hyppigheden af nyhedsbrevene, hvis dine nyhedsbreve bare er gode.

Blogbanner nyhedsbrev
Andre har også læst:

2 Kommentarer

  1. Hej Majbritt,
    Tak for dine vise ord – det lader til at du kan dit kram på skrift og ord.

    Jeg vil gerne blive endnu dygtigere til det med ordsalg eller salg med ord.

    Jeg læste din artikel mht din 40 års fødselsdag og at aviserne gav super omtale af dig i den forbindelse. Mon jeg kan gøre bruge af samme strategi?

    Jeg føler mig stadig som en nystartet virksomhedsejer, men vil gerne være kreativ og klare alt selv. MEN tror også det kan være en styrke at bede om hjælp af og til. Derfor: vil du hjælpe med en artikel, der sælger med ord og tal?

    Gode hilsner
    Anne Viese

    http://Www.klang-oplevelser.dk
    Tlf 60661631

  2. Hej Anne
    Tak for de pæne ord. Den med fødselsdagen har en af mine kunder også brugt med samme succes som mig, så ja: Jeg tror også, at du kan bruge modellen, hvis du altså har fødselsdag eller andet relevant.
    Og ja, det er meget nemmere at få succes, hvis du koncentrerer dig om det, du er god til og uddelegerer resten.
    Jeg ringer til dig på mandag. Så kan vi drøfte mulighederne.
    God weekend.
    ML

Det er ikke tilladt at kommente.

Skriv dit søgeord og tryk ENTER