Vælg den rette e-mail marketing platform med det samme
Af e-mailrådgiver og specialist Stine Caspersen
At vælge e-mail marketing platform kan være en stor udfordring, da der findes en del forskellige systemer på markedet. Her får du min top 4 over de e-mail marketing platforme, jeg har rigtig god erfaring med at bruge og ved, mange virksomheder og selvstændige vil kunne arbejde i med succes.
PS: Alle angivne priser er omkostningen pr. måned. Der kan være besparelser at hente hos hver enkel platform, hvis du betaler årligt. Bemærk dog her, at ikke alle udbydere giver pengene retur for allerede betalte måneder.
PPS: Har også beskrevet, hvilke pop up-muligheder der er i de forskellige e-mail marketing platforme. Men generelt vil jeg anbefale, at du bruger et eksternt system til sine pop ups, hvis du er ambitiøs med din lead generering.
MailChimp: Den mest udbredte e-mail marketing platform
MailChimp er nok den mest kendte og udbredte e-mailplatform i Danmark (og resten af verden), selv om populariteten er på retur og deres markedsandel er faldet. Det amerikanske selskab var en af de første platforme, der udbød marketingorienteret og automatiseret e-mailservices særligt henvendt til entreprenører uden store marketingbudgetter i ryggen.
I dag er platformen et ’all-in-one-program’, hvor du både kan bygge hjemmesider, planlægge og poste dit indhold på tværs af platforme og sociale medier, analysere dit publikum og data, lave spørgeundersøgelser, designe dit indhold og ikke mindst automatisere din e-mailmarketing.
Mange bruger det dog stadig udelukkende til at sende e-mails. E-mail marketing platformen har også sin egen indbyggede funktion til at lave pop ups på din hjemmeside.
Priser:
Free
Gratis op til 500 kontakter
Essentials
Starter ved 13$ for 500 kontakter. Kan udvides med flere kontakter, fx til 1.500 kontakter for 26,50$. Første måned er gratis.
Standard
Starter ved 20$ for 500 kontakter, stiger til fx 60$ ved 2.500 kontakter. Første måned er gratis.
Premium
Starter ved 350$ for op til 10.000 kontakter.
Min holdning
MailChimp er et ok sted at starte, når du skal i gang med at opbygge din e-mailliste. Mange danskere bruger MailChimp, hvilket gør det let at spørge ud i diverse fora, når man har brug for hjælp.
Rent brugervenligt er MailChimp i mine øjne en katastrofe.
Der skal rigtig mange klik til, når du navigerer rundt i interfacet, placeringen af vigtige features er ikke altid logisk, og det virker unødvendigt kompliceret at lave forholdsvis simple opsætninger.
Derudover har MailChimp en ret indviklet prisstruktur, der hurtigt kan gøre det til en meget dyr løsning, selv om du kun har få kontakter og gerne vil have adgang til helt basale e-mailmarketing-funktioner.
ConvertKit: Den overskuelige e-mail marketing platform
Amerikanske ConvertKit er en relativ ny platform (2013), men platformen har virkelig haft medvind de seneste år, især bl.a. bloggere og kreative entreprenører, og jeg hører om flere og flere danskere, der er hoppet med på CK-bølgen. Og det kan jeg godt forstå.
ConvertKit er en meget overskuelig, brugervenlig og dynamisk platform. Den er enormt intuitivt at navigere rundt i, der udvikles hele tiden nye funktioner og rent kommunikations- og brandingmæssigt er firmaet virkelig gode til at bringe deres medarbejdere og brugere og kompetencer i spil og dermed give platformen personlighed.
ConvertKit er hovedsagelig en e-mail- og landingsside-platform. Men du kan også sælge online produkter via platformen. Platformen er især velegnet til kreative, soloselvstændige og entreprenører, der sælger servicer, ydelser og digitale produkter. Ligesom Mailchimp giver ConvertKit dig også mulighed for at lave pop ups på din hjemmeside (og slide ins, som er tilmeldingsformularer, der kommer op nede fra hjørnet af).
Priser:
Hos ConvertKit er der tre forskellige slags abonnementer: Free, Creator, Creator Pro. Prisen på abonnementerne afhænger af antallet af abonnenter, du har på din liste.
Free
Gratis op til 1.000 abonnenter
Creator
Starter ved 15$ for 300 abonnenter. Stiger derefter til 29$ for 1.000 abonnenter
Creator Pro
Starter ved 29$ for 300 abonnenter. Stiger derefter til 59$ for 1.000 abonnenter
Min holdning
ConvertKit er i mine øjne et rigtig godt alternativ til MailChimp, hvis du sælger digitale produkter, er rådgiver/konsulent og sælger ydelser eller er en form for kreativ (fx forfatter). Der er ikke så meget fikumdik og lir hos ConvertKit – det er fx meget let at komme i gang med og forbinde til WordPress.
Interfacet er bygget meget overskueligt og logisk op, og det er nemt at få svar på spørgsmål via deres e-mailsupport eller fantastiske blog og Community. Dog skal du op i deres betalte version for at kunne sende en velkomstserie, fx. Derudover er funktionerne i platformen stadig begrænsede sammenlignet med ’all-in-one’-platforme som MailChimp.
MailerLite: E-mail marketing platformen til mindre og kreative virksomheder
Det litauiske firma med medarbejdere fra hele verden er ligesom ConvertKit en forholdsvis ung tech start-up med deres e-mailplatform, som er vokset hurtigt i brugerantal de seneste år. Også i Danmark.
Sammenlignet med andre platforme er MailerLite en billig platform, samtidig med at du selv i deres gratis plan får mange af platformens vigtige funktioner med.
Med MailerLite kan du udover at sende e-mails, lave landingssider og sign up forms, fx i form af en pop up, sælge digitale produkter og bygge simple hjemmesider.
Platformen er supernem at bruge og særlig velegnet til begyndere, mindre forretningsdrivende, kreative og freelancere.
Priser:
MailerLite har tre forskellige slags abonnementer, som stiger i pris afhængig af antallet af abonnenter.
Free
Gratis op til 1.000 abonnenter
Growing Business
Starter ved 10$ for op til 500 abonnenter. Stiger derefter til 15$ for 1.000 abonnenter.
Advance
Starter ved 20$ for op til 500 abonnenter. Stiger derefter til 30$ for 1.000 abonnenter.
Min holdning
Jeg er stor fan af MailerLite og synes, det er en fantastisk platform for dig, der hurtigt og nemt vil i gang med at sende og indsamle e-mails. Den er nem at bruge som nybegynder, og der er mange gode forklarende videoer til rådighed.
Det kan godt være, at platformen ikke har de mest avancerede muligheder, når det kommer til automatiseringer og segmentering, som fx ActiveCampaign og Klaviyo, men den dækker rigtig godt behovet, du har som soloselvstændig, mindre webshopejer eller konsulent.
Klaviyo: E-mail marketing platform til e-handel
Klaviyo er en specialiseret e-mailmarketingplatform, der er skræddersyet til e-handel. Der findes fx en direkte integration mellem Klaviyo og Shopify og WooCommerce.
E-mail marketing platformen tilbyder avancerede værktøjer til segmentering og automatiseringer baseret på kundernes adfærd og interaktioner med dine mails og website og er forholdsvist nemt at arbejde i.
Har du en webshop er dette system klart et, jeg vil anbefale dig at tage et kig på, hvis du vil være ambitiøs med din e-mailmarkedsføring.
Det er måske lidt dyrt i starten, men det er en investering, der er givet rigtig godt ud.
Priser
Klaviyo udregner din abonnementspris ud fra antallet af ‘profiles’, du har på din konto. Det vil sige, at platformen også medregner de personer, der fx starter check ud i din webshop, men som ikke færdiggør deres køb og som ikke nødvendigvis er abonnent på dit nyhedsbrev, men som alligevel lagres på din Klaviyo-konto.
Det billigste abonnement starter gratis for op til 500 profiler og 500 sendte mails/pr md. Dog har du så kun e-mailsupport de første 60 dage af dit abonnement.
Men derudover har alle abonnementer adgang til de samme funktioner. Prisen ændrer sig først, når du overskrider det antal af profiler, der er inkluderet i dit oprindelige abonnement.
Bemærk, at Klaviyo per default auto-upgrader dit abonnement, hvis du overskrider dit profil maksimum. Det kan slås fra inde i dine konto-indstillinger, men det kan være godt at have slået til, så du ikke risikerer, at dine mails ikke sendes af sted, fordi du ikke har det korrekte abonnement.
Desværre sker det modsatte ikke. Klaviyo nedgraderer således IKKE dit abonnement, hvis du fx rydder op på din liste og sletter profiler, og evt. ellers skal betale mindre i abonnement.
Det næste trin (501-2500) koster fra 30$ og inkluderer 10.000 sendte mails/pr. md. Her er der ubegrænset e-mail- og chat-support. Skal du have SMS-marketing med, bliver prisen i stedet 45$.
For 1.501-2.500 ‘contacts’ bliver prisen 60$. 5000 profiler koster 110$, mens 10.000 koster 170$
Min holdning
Klaviyo er på min top fem over e-mail marketing platforme, jeg altid anbefaler folk afhængig af deres forretning. Har du en webshop, og er eller vil du gerne gøre e-mailmarketing til en vigtig del af din marketing, så er det Klaviyo, du skal vælge.
Platformen kan godt hurtigt gå hen og blive meget komplekst at bruge, fordi der er så mange muligheder indbygget i det, men det kan også bruges af folk, der ikke har arbejdet med e-mail før. Det kræver dog, at man sætter sig ind i Klaviyos termer, strukturer og begreber og sætter ambitionsniveauet på et passende niveau til at starte med.
Men det smarte ved systemet, er, at der vil gå mange år, førend du vokser ud af det. Det kan simpelthen bruges på mange niveauer og typer af e-commerce-forretninger. e-mail marketing platformen har også indbygget en pop up funktion, så du kan designe dine egne pop ups til din webshop.
Andre e-mail marketing platforme, jeg vil anbefale dig at kigge på
ActiveCampaign (egnet til B2B- og service-virksomheder)
Ubivox (dansk firma, egnet til service- og offentlige virksomheder)
CampaingMonitor (’all round’-system, både egnet til B2B og B2C)
Omnisend (primært henvendt til e-commerce)
Heyloyalty (dansk, egnet til e-commerce-virksomheder)
Drip (egnet til e-commerce-virksomheder)
HubSpot (Rolls Roycen inden for Customer Relation Management-systemer integreret med et marketing automation-system)
Agillic (dansk marketing automation system, mange store virksomheder som Kræftens Bekæmpelse og Det Kongelige Teater bruger)
FAQ om email marketing platforme
(denne sektion er skrevet af Majbritt Lund)
Hvad er en email marketing platform – og hvad bruges den til?
Med en email marketing platform kan du hurtigt og professionelt sende mails til dine læsere. Både nyhedsbreve, autorespondere og mails ifm. call-to-actions på hjemmesiden. Eksempelvis hvis læserne udfylder en formular eller forlader kurven i en webshop uden at købe.
Du kan også skrive nyhedsbreve i faste skabeloner i platformen, så de følger samme grafiske design som din øvrige markedsføring.
Nogle platforme kan også bruges til CRM-systemer, så du får overblikket over kunder og leads og kan kontakte dem, når de er tættest på at købe.
Email marketing platformen gør det muligt for læserne selv at tilmelde og afmelde sig nyhedsbrevet, så på den måde overholder du markedsføringsloven, der kræver, at det er let at afmelde sig igen.
Hvilke funktioner bør man kigge efter i en platform?
Kommer an på din virksomhed og erfaring med nyhedsbreve.
Men følgende funktioner er tit et minimum for, hvad platformen skal indeholde:
- Drag-and-drop editor, så du hurtigt kan opsætte dine nyhedsbreve professionelt og indsætte grafik, billeder og tekst
- Automatisering, så platformen kan sende autorespondere ud 24/7, mens du laver noget andet. Evt. fødselsdagshilsner, mails om forladt kurv, velkomstmails eller bekræftelser på køb/deltagelse i konkurrencer el. lign.
- Segmentering, så du kan tagge læserne ud fra deres digitale adfærd eller demografi og målrette dine nyhedsbreve. Eksempelvis kan du sende mails om de emner eller produkter eller emner, de er interesseret i
- Analyser, performancedata og rapporter, så du får overblikket over åbningsrate, klikrate m.m. og kan se, hvad der virker og genbruge dine succeser
- Responsivt design, da mange læser nyhedsbreve på mobiltelefonen. Særligt B2C
For mange er det også et must at have integration med webshop, CRM eller andre systemer for at få al data samlet. Eksempelvis er det vigtigt at kunne se alle køb fra en webshop i platformen og hvor mange penge, kunden har brugt.
Ofte er det profitabelt at booke rådgivning ved en specialist, før du vælger email marketing platform, så du vælger det mest optimale første gang.
Gratis vs. betalte email marketing platforme
Vælger du din email marketing platform ud fra prisen, begynder du sikkert forkert. For prisen er sekundær ift. udbyttet. Samtidig kan det blive dyrt i tid og eksterne konsulenter at skifte system. Så begynder du med det forkerte system, risikerer du at blive ved dets begrænsninger for lang tid, hvilket hæmmer dit udbytte – og måske dit professionelle brand.
Hvordan vælger man den rette platform?
Kortlæg, hvor mange kontakter du har og hvor avancerede funktioner, du har brug for. Herunder om du har brug for mange automatiseringer eller integration til Shopify, WooCommerce eller CRM.
Tænk også på dine vækstplaner ind, så du vælger et system, du kan bruge mange år fremover.
Jeg anbefaler, at du hyrer en rådgiver nogle få timer, der kender systemerne og kan stille dig de rigtige spørgsmål. For du ved ikke, hvad du ikke ved.
Populære email marketing platforme – og hvorfor
Nogle af de mest populære platforme er:
- MailChimp – brugervenlig og god til begyndere. Et af de mest brugte systemer, hvorfor det altid er let at få hjælp til platformen. Dog viser undersøgelser, at der er en sammenhæng mellem MailChimp og lavt udbytte af nyhedsbreve
- ActiveCampaign – avanceret automatisering og CRM. Her kan du løbende tracke læsernes aktiviteter og få notifikationer, når de er mest interesserede, så du kan styrke indsatsen overfor dem på det strategisk rette tidspunkt
- Klaviyo – bygget til e-commerce og direkte respons
- HubSpot – alt-i-en platform til marketing og salg + CRM
- Campaign Monitor – flot design og god segmentering
Bedst til e-commerce?
Platforme som Klaviyo, Omnisend og Drip integrerer direkte med platforme som Shopify og WooCommerce. Derfor er det nemt at opsætte automatiske flows som “forladt kurv”, produktanbefalinger og krydssalgskampagner baseret på kundens tidligere køb.
Automatisering og segmentering – hvordan fungerer det?
Med segmentering kan du sende forskellige nyhedsbreve og automatiserede flows til læsere, der har de samme fællestræk. Evt. at de har købt noget bestemt, købt for et bestemt beløb, klikket på de samme klik eller læst dit nyhedsbrev i en bestemt periode. Og nyhedsbreve, der rammer så præcist, sælger bedre.
Automatisering er, når nyhedsbrevene sendes automatisk, efter læseren har foretaget en bestemt handling eller har opnået et bestemt antal points i dit trackingsystem.
Når du kombinerer segmentering og automatisering, rammer du præcist + automatisk. Mere effektivt bliver dit salg ikke.
Integration med CRM og webshop – hvorfor det er vigtigt?
Når du vil vækste, skal din email marketing platform integreres med dine øvrige systemer, så du får al data samlet og kan segmentere dine mails efter læserens adfærd.
Det giver præcise mails, der sælger bedre, samtidig med at du sparer tid og får et samlet overblik over dine leads og dine salgsprognoser.
GDPR og datasikkerhed
Det er dit ansvar, at din email marketing platform overholder GDPR, og at du håndterer kunders og læseres data korrekt.
Hvad hvis du vokser ud af din platform?
Jo grundigere du er, når du vælger platformen, jo længere tid kan du beholde den. Men det kan være svært at forudsige, hvor virksomheden er 10, 15 eller 20 år ud i fremtiden. Derfor kan det være nødvendigt at skifte system, så du får det optimale udbytte ud af email markedsføring.
Sker det, er det endnu vigtigere med ekstern assistance, end når du vælger det første system, for det kræver en del tekniske evner at flytte mailadresser, autorespondere og historik.

