Reklamere?
Som i, at nu har du lavet en freebie som velkomstgave til nye læsere på dit nyhedsbrev, som jeg har sagt, at du skal. Og skal du så også reklamere for den? Var det det, jeg mente? Og ja, det var det.
Du kan sagtens have lavet en fin e-bog/video/podcast eller andet, som du vil bruge til at trække flere læsere til dit nyhedsbrev. Du har måske også brugt specialister som korrekturlæsere/grafikere m.m. for at få det hele til at spille. Så ja, den er da blevet rigtig fin. Du burde tage penge for den, tænker du måske. Så folk burde da stå i kø, nu hvor den er gratis.
Og det gør de ikke. Dem, der har fået gaven, er godt nok meget glade for den. Men de er ikke ret mange. Og hvorfor er de ikke det?
Allerførst: Tillykke med din fine freebie. Og tak fordi du gør det, jeg siger. Du er på rette vej.
Dernæst: Når der ikke er så mange, der eksempelvis har læst din e-bog, kan det sagtens være af den simple grund, at de ikke ved, at den eksisterer. Det er faktisk tit her, hunden ligger begravet. Og det skal du være glad for, for det kan du let gøre noget ved.
Nemlig ved at reklamere for din e-bog.
Den tid og de penge, du allerede har brugt på din freebie, er jo de samme, uanset hvor mange der læser den. Og udover at du jo gerne vil have, at nogen læser din freebie, vil du jo også gerne have, at de læser dine nyhedsbreve fremover. Hvilket de gør, hvis de bliver tiltrukket af din freebie.
Så derfor skal du også huske at gøre folk opmærksom på din nye freebie.
Du kan reklamere for din freebie mange steder:
- Pop op boks på din hjemmeside (Ja, jeg ved, at den er irriterende, men den virker)
- Autosignaturen i din mail
- På de sociale medier
- Gammeldags ark papir, når du holder foredrag
- Dit visitkort
Få andre til at reklamere for dig
Du kan måske også få andre til at omtale din freebie. Det kræver som regel, at du har en mere omfattende freebie end eksempelvis ”10 fokuspunkter til…”, men noget lidt større.
Hvis andre kan se, at de også kan glæde deres følgere ved at dele din freebie, kan du også få dem til at dele. Og dermed reklamere for din freebie. Og dit nyhedsbrev. Og din virksomhed.
Jeg har selv tit delt andres freebies.
Da jeg havde skrevet M.O.N.O.T.A.S.K.I.N.G, kontaktede jeg en række medier, brancheforeninger og relevante organisationer for selvstændige. Og jeg fik en del af dem til at omtale bogen. Herunder blandt andet revisorernes brancheforenings blad Signatur, DJØF-bladet, Mestertidende og Dansk Kommunikationsforening.
Begrav ikke dig selv i arbejde
Du behøver jo ikke nødvendigvis gøre det hele på en gang. I bedste M.O.N.O.T.A.S.K.I.N.G-stil kan du bare tage én ting ad gangen.
Og når du først har den gode freebie og har etableret de forskellige kanaler, der peger ind mod din freebie, ja så står de jo og arbejder for dig hele tiden.
Det her er ikke noget quick fix. Men det er effektivt og konstant. Og virker, selv om du laver noget andet imens.
Og hvis det ikke går hurtigt nok, kan du jo annoncere lidt på facebook.