“Kan du ikke skrive en ny om-side til min hjemmeside?”
Eller en pressemeddelelse?
Eller en enkelt SEO-tekst?
Et spørgsmål, jeg ofte får. Og jeg svarer næsten altid nej. For den enkelte tekst kan sjældent stå alene. Og hvad er oddsene for, at det eksempelvis kun er om-siden, der trænger til en opgradering?
Samtidig kræver det stor viden om markedsføring at kunne lægge den rette strategi for, hvordan en tekst skal bruges, og hvilken tekst der vil give det største udbytte.
Eksempelvis om løsningen vil være en SEO-tekst, og i givet fald hvilket søgeord den skal skrives ud fra.
Eller hvilket medie en pressemeddelelse skal målrettes til.
Og særligt når ønsket er et nyhedsbrev, er der virkelig dårlige odds for, at ét nyhedsbrev vil gøre den store forskel.
For nyhedsbreve virker kun, når de tænkes ind i en strategi, og ofte kræver målet flere nyhedsbreve.
Så medmindre spørgsmålet kommer fra faste kunder, er svaret ofte nej.
Eller medmindre vi let kan afklare, at én enkelt SEO-tekst vil være løsningen – og det bedste udbytte af kundens penge. Det er bare sjældent tilfældet, at vi kan afklare det så let.
Definitionen af en opgave forudsætter tit en konkret strategi, som kan kræve flere timers rådgivning. Og i sagens natur er der et loft for, hvor meget rådgivning jeg kan give på husets regning, før kunden har taget stilling til, at det er mig, der skal løse opgaven.
Derfor kan mine opgaver inddeles i 2 typer:
- Tekstforfatning, når kunden selv har gennemtænkt strategien – eller hvor vi kan definere opgaven i løbet af maks. en time
- Rådgivning, hvor vi gennemgår kundens markedsføring, hvorefter jeg kommer med mine bud på, hvor kunden vil vinde mest på, at vi sætter ind. Det kan være at
-
- forbedre hjemmesiden
- skrive flere SEO-tekster eller optimere de eksisterende
- sende flere nyhedsbreve ud med det samme
- optimere indsamlingen af tilmeldingerne til nyhedsbrevet
- dele blogindlæg på de sociale medier eller skrive flere opslag
- få trykt en folder
- forbedre hjemmesiden
Alt efter kundens situation er mine råd meget forskellige. Og det bekræfter, at der tit er brug for rådgivning for at vurdere, hvor vi skal sætte ind.
Disse 25 spørgsmål går tit igen, når jeg afklarer kundens behov. Læs dem, og udfordr dig selv. Måske har du ikke brug for mig – og så kan du jo spare min rådgivning og effektivisere din markedsføringsstrategi med det samme.
Her kan du også læse, hvorfor jeg hellere vil miste en mulig kunde end lade være med at udfordre.