Undgå de 2 store sparefejl i markedsføring

Når du investerer i markedsføring, spørger du selvfølgelig også til prisen. Det er der ikke noget galt i.

Tværtimod.

Men du risikerer at begå 2 store fejl, som jeg vil advare imod.

Den ene er, at du primært – måske udelukkende – fokuserer på prisen og undlader at stille en række andre – og mere relevante – spørgsmål. Sker det, kan du komme til at spare dig til et kæmpe tab, samtidig med at du får en række ekstra udgifter. Hvad du i stedet skal fokusere på, kommer jeg til i slutningen af blogindlægget.

Den anden fejl er, at du fokuserer så meget på prisen, at du også overvejer andre muligheder end at hyre en billig markedsføringskonsulent til at løse opgaverne for dig. Evt. at bytte tjeneste med en anden eller hyre en praktikant eller en nystartet markedsføringskonsulent, der gerne vil teste sine evner eller have en reference.

Fejl 2 ser jeg også hos etablerede virksomheder, der sælger konsulentdage til +20.000 kroner. Altså virksomheder, der kunne tjene en investering på 100.000 kroner ind på en uge.

Måske overvejer du også selv de ”her-og-nu-billige løsninger”.

Her kan opstå flere slags problemer

Du har svært ved at vurdere, om de gratis eller billige er gode nok til at løse opgaven tilfredsstillende, fordi du ikke er fagmand selv. Samtidig kan du have svært ved at stille krav – blandt andet til leveringstiden – fordi du ikke betaler eller betaler meget lidt. Derfor kan der gå lang tid, før opgaven er løst. Først herefter kan du vurdere, om hjemmesiden, mailserien eller annoncerne – eller hvilken opgave de nu løser – virker efter hensigten.

Er det ikke tilfældet, kan du formentligt ikke selv vurdere, hvor den er gal. Og de manglende resultater kan let tolkes som en kritik, så måske holder du bare din mund.

Eller måske prøver du at justere selv eller spørger en helt tredje, der så først skal til at undersøge, hvordan opgaven er løst.*

Selv hvis du vender tilbage til vedkommende, der løste opgaven, er det ikke sikkert, han eller hun har nogle oplagte forslag til, hvordan I kan justere. For den del kræver både erfaring og at vedkommende kan analysere detaljerne i netop dit markedsføringsset-up.

Det er superærgerligt, for måske kunne du nemt have opnået fine resultater med mindre justeringer, og det er helt almindeligt at justere på markedsføring. Også selv om noget virker. For det kan sikkert komme til at virke endnu bedre.

Overvejer du at lave en aftale med en praktikant, skal du være opmærksom på, at praktikanter kan tilhøre 2 forskellige grupper. De kan være studerende, der læser en eller anden form for markedsføring eller folk, der har brug for en skåneansættelse for evt. at blive klar til at komme ud på arbejdsmarkedet.

Ift. førstnævnte praktikanter: Hvad kan de præcist? Hvor stopper deres kompetencer? Hvem skal udfylde de huller, der helt naturligt opstår, netop fordi de hverken er færdiguddannede eller har erfaring?

De sidstnævnte praktikanter har ikke nødvendigvis flere kompetencer ift. markedsføring, end du selv har. Så her er det endnu mere uklart, hvad du kan forvente at vinde på samarbejdet.

Og nogle af praktikanterne betaler du jo også for.

Modellen med at bytte en tjeneste fraråder jeg næsten altid. For hvad er oddsene for, at den konsulent, der kan løse din opgave bedst muligt, også har brug for din ekspertise lige nu? Og selv hvis det er tilfældet, lander vi også i de problemer, som når de andre gratister løser opgaverne.

Hvis en nystartet tilbyder at løse en opgave for dig, eller hvis en garvet gerne vil teste en ny model med dig som case, kan det være en fin ide. Især hvis du indgår i samarbejdet uden at sætte andre markedsføringsaktiviteter i stå.

Spørgsmålet er, hvad det vil kræve for dig at være testperson, og om vedkommende kan gennemskue processen på forhånd, så du ikke risikerer at spilde din tid.

Når noget ikke virker godt nok …

…kan fejlen ligge mange steder:

Måske

  • er SEO-teksterne for korte. Der kan mangle relaterede søgeord, titel, description, overskrifter, eksterne links m.m.

  • udkommer nyhedsbrevene for sjældent, bliver sendt til for få, er skrevet uden en strategi eller er dårligt skrevet

  • rammer onlineannoncerne den forkerte målgruppe eller sender dem ind på en dårlig hjemmeside

 

Eller måske er markedsføringen fin. Den lander bare på det forkerte tidspunkt i kunderejsen.

Med andre ord: Måske skal du kun rette et enkelt sted for at få det hele til at spille. Og finder du – eller din markedsføringskonsulent – ikke det ene sted, kan resten være spildt.

Det kan have flere konsekvenser:

  • Du tror fejlagtigt, at metoden ikke virker, og vælger den fra fremover

  • Du vælger en anden markedsføringsmetode, hvor du kan gennemskue resultaterne. Eller hvor du tror du kan. Måske opdager du bare ikke, at

    • du betaler mere for en konvertering, end den er værd

    • de leads, du tiltrækker, ikke er relevante

    • du kommer til at betale langt mere i løbet af kort tid end ved at anvende den metode, du valgte fra for at spare

    • du kunne have automatiseret langt flere opgaver og sparet din egen tid med andre metoder, så investeringen i en professionel hurtigt ville være tjent hjem

Oprydning for 5-10.000 kroner

*Som tekstforfatter og kommunikationsrådgiver bliver jeg tit kontaktet vedrørende de resultatløse markedsføringsopgaver. Ofte ift. tekstforfatning på hjemmesiden. Og det kan være ret krævende at undersøge materialet og komme med et kvalificeret bud på, hvordan vi kan optimere – og kalkulere om dette overhovedet vil være rentabelt.

Alt efter omfanget af og kompleksiteten i opgaven kan den analyse snildt koste 5-10.000 kroner, hvorefter jeg eller kunden kan gå i gang med at optimere.

Ofte er et af de store problemer, at teksten er lang og indeholder mange unødvendige oplysninger, og at sproget er upræcist. Her er opgaven todelt: Vi skal definere, hvilke afsnit, der ryger helt ud og hvilke der skal strammes op sprogligt. Nogle gange smider vi meget ud, og for de fleste kunder det en tung proces. Måske har de allerede betalt for de afsnit og sider, vi nu fjerner. Måske har de selv brugt lang tid på at klæde skribenten på til at skrive eller på at redigere bagefter.

Nogle gange går opgaven simpelthen i stå her. Og så er alt spildt.

Andre gange er hele strategien for opgaven lagt forkert. Her skal vi starte helt forfra.

Så der er meget vundet ved at hyre de rette til at løse opgaverne fra start eller rådgive dig om, hvad du selv kan gøre.

Hvad skal du gøre i stedet:

Gå efter et godt og langvarigt samarbejde, så I løbende kan justere såvel markedsføring som strategi, og du kan blive rådgivet af en, der kender din virksomhed, markedsføring og historik. For noget af det dyreste du kan gøre, er at skifte markedsføringskonsulenter hyppigt.

Læg en strategi for, hvad du vil opnå med din markedsføring.

Har du brug for at se resultater hurtigt, så læg din markedsføringsstrategi efter det, og sæt en deadline for, hvilke mål du vil nå på den måde før en bestemt dato. Det kan eksempelvis være gennem dyre annoncer, mødebooking eller lignende.

Når du er klar til at fokusere mere langsigtet, så forhold dig til hvilket udbytte, du kan forvente, før du forholder dig til prisen.

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER