Skift mailadresse, og bliv taget seriøst

Jeg ville egentligt ikke skrive dette blogindlæg! Fordi jeg tænkte, at det da ikke kunne passe, at der var behov for det. Jeg havde sikkert bare set et par uheldige mailadresser…

Begynder lige med en indrømmelse: Da jeg selv oprettede min virksomhed for snart seks år siden, havde jeg også en gmail. Og den havde jeg for længe. Der var forbløffende få, der kommenterede på det, men Abelone Glahn gjorde heldigvis, og jeg fik den skiftet ud og fik en ny mail, der matchede mit domæne.

Siden har det været en af mine mærkesager, for hvor havde Abelone da ret!

Jeg taler både om hotmails, gmails, mail.tele-mails, yahoo-mails og andre i samme boldgade. (Der er nogle, der mailer gennem gmail, men hvor de har en mailadresse, der slutter på deres domæne, og det er sådan set udmærket, hvis de sætter det op, så læseren ikke kan se, at det kører gennem gmail).

Kommuniker som en virksomhed

Men når du har en virksomhed, er det vigtigt at betragte dig selv som en. Ellers vil dine kunder heller ikke gøre det.

Og hvad er så problemet med disse mailtyper:

  • Den vigtigste er signalværdien. Kunne du forestille dig din bankrådgivning, din revisor, journalisten fra Berlingske Tidende eller andre erhvervspersoner skrive til dig fra en hotmail? Nej, vel. For de kontakter dig fra en virksomhed, og derfor bruger de selvfølgelig en mail adresse, der slutter på firmaets domænenavn.

  • Du sender et signal om, at dit firma er helt nyt, for det er altid i starten af firmaets historie, nogle af os kommer til at have en hotmail eller lignende. Du ser aldrig nogen, der har haft en domænemail med dertilhørende fin hjemmeside, der går tilbage til en hotmail. Det kan selvfølgelig også være, at dit firma har flere år på bagen, men at du bare lige som aldrig har hævet dig over hotmail-niveauet.

  • Alle, som ser din mailadresse, får ikke andre oplysninger om dig, end hvad din mail er. Dvs. at du har en reklameplatform, som du ikke bruger til at give eventuelt interesserede flere brugbare oplysninger om dig gennem din mailadresse. Min mail hedder: journalist@majbrittlund.dk. Her fortæller jeg både, hvad jeg laver, og på hvilken hjemmeside interesserede kan finde flere oplysninger om mig og mit virke. Har du en hotmail, skal eventuelle kunder selv til at lave et til tider større researcharbejde for at finde flere oplysninger om dig andre steder. Nogle gange, når jeg selv sidder i den situation, dropper jeg at finde personen. Udover arbejdet med at lede, bliver jeg også i tvivl om, hvor vigtig kontakten nu er, når vedkommende nu driver virksomhed fra en hotmail eller lignende.

  • Selv om du måske har et veletableret firma, bliver du ikke betragtet som sådan, og du skal først til at overbevise potentielle kunder og samarbejdspartnere om dit værd.

  • Når du sender et signal, som mange tolker som om, at du ikke har et rigtigt firma, vil mange også antage, at så er dine ydelser nok også i den billigere ende, og derfor kommer du til at kæmpe hårdere for at få ordentlig betaling.

Du går glip af kunder

Måske kender du en, der har en hotmail OG et velfungerende firma. Prøv at tænk på, hvor godt vedkommende havde klaret sig, hvis vedkommende havde haft en seriøs mailadresse til at underbygge, at han da havde et seriøst firma. Jeg fik også mange kunder, da jeg havde min gmail, men havde sikkert fået flere, hvis jeg havde haft en anden mailadresse.

Og måske gik jeg ligefrem glip af kunder uden at vide det, fordi nogen bare ikke tog mig seriøst med den mail. Eller måske havde nogen i mit netværk samme holdning, som jeg har nu og ville ikke henvise til mig, fordi de ikke også ville fremstå useriøse.

Når jeg ser andre virksomheders markedsføringsmateriale så som visitkort, er noget af det første, jeg tjekker, om vedkommende har en seriøs mailadresse. Ellers kan det næsten være lige meget.

Og dette er ikke bare min holdning. Vi er mange, der ikke tager virksomheder på hotmail seriøst. De andre er måske bare ikke så flinke over for dig, at de siger det.

Jeg startede denne debat i går på min facebookside. Her blev jeg også bekræftet i, at der var behov for dette blogindlæg, for der var mange, der ikke kunne forstå at mailen nu var et problem.

Det er den!

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER