Og hvordan bruger du facebook i din markedsføring?
Siden facebook holdt sit indtog i Danmark, blev det sociale medie hurtigt danskernes foretrukne. Og i dag bruger mange virksomheder både mediet til markedsføring og kundeservice, hvor de enten håndterer kundehenvendelser eller har grupper for kunder med fælles interesser.
Hvor en af forcerne oprindeligt var, at det var let at bruge facebook, er det i dag så avanceret at annoncere på facebook, at du højst sandsynligt risikerer at snyde dig selv, hvis du bare kaster dig ud i det.
Der er heldigvis stadig lette måder, du kan bruge, så du fortsat kan få stort udbytte af, at dine potentielle kunder tjekker ind samme sted, når de har en lille pause. Det kommer jeg ind på senere.
Mange former for facebookmarkedsføring
For år tilbage var de professionelle firmasider det helt store på facebook. De bruges stadig, men det kræver radikalt mere, end det gjorde engang. Sagt med andre ord: Medmindre du skyder penge efter dine opslag på firmasiden eller sætter dig grundigt ind i facebooks aktuelle algoritmer, skal du være glad, hvis 10-20 procent af dine følgere får dit opslag at se.
En virkelig ærgerlig udvikling for de virksomheder, der har brugt mange ressourcer på at få følgerne til at like facebooksiderne, både i form af annoncer, tid og eksterne facebookkurser.
Måske vil det stadig være en god markedsføringsstrategi for dig at oprette en side på facebook, hvis du ikke allerede har en. Men jeg ville overveje det en ekstra gang, for der er andre muligheder, som måske er en bedre forretning for dig:
Du kan oprette en facebookgruppe, hvor du faciliterer kunder, potentielle kunder eller samarbejdspartnere. Det kan være en gratis gruppe, hvor du supporterer dine læsere, mens de arbejder med et fælles emne. Eller det kan være en gruppe for kursister, der har deltaget i det samme kursus eller udvalgte af dine kunder, som har det samme fokus. Selv er jeg med i flere facebookgrupper, fordi jeg har deltaget i et kursus og kan sparre med de øvrige kursister i grupperne flere år efter kurset.
I 2019 blev det populært at oprette midlertidige pop op grupper. Konceptet er ofte, at deltagerne tilmelder sig et nyhedsbrev for at få adgang til gruppen, hvorefter de i en annonceret periode arbejder sig gennem en konkret opgave med et specifikt mål, mens de får sparring i gruppen.
Du har lettere ved at sikre, at alle dine følgere ser opslagene i en gruppe end på en firmaside.
Samtidig lægger ordet ”gruppe” også op til, at medlemmerne selv kan kommunikere med hinanden. Så du faciliterer kontakten, opstiller spillereglerne for gruppen og sørger for at reglerne overholdes. Og hvis medlemmerne løbende stiller spørgsmål eller rejser debatter, behøver du ikke selv at finde på indhold for at holde liv i gruppen, men du skal selvfølgelig holde øje med, at alt foregår som det skal.
Overvej derfor, om du selv vil oprette sider eller grupper, for der følger både arbejde og ansvar med at administrere en gruppe. Du kan også få stor glæde af at deltage i andres. Imidlertid er det vigtigt, at du læser gruppens regler, før du interagerer med nogen, for mange grupper har faste regler for, hvad du må af berettiget frygt for, at gruppens egentlige formål forsvinder i markedsføring, der måske ikke engang er relevant i forhold til emnet.
Indenfor reglerne kan du ofte både stille spørgsmål og besvare andres spørgsmål, og på den måde kan du få god kontakt med både samarbejdspartnere og potentielle kunder.
Husk, at du i grupperne også har et stort publikum, der ikke nødvendigvis skriver selv, men observerer.
Med facebookannoncering styrker du kendskabet til dig
Selv om det er blevet mere avanceret og dyrere at annoncere, end det var for 10 år siden, kan det sagtens være, at det vil være en god forretning for dig at annoncere.
Hvis det er tilfældet, så overvej grundigt, om du kan annoncere for intromøder, nyhedsbreve eller lignende, hvor du har mulighed for at konvertere til et stort salg på et tidspunkt. Facebookannoncering har netop ofte det mål at få mange læsere med den helt rette profil ind på nyhedsbrevet. For får du først dine læsere til at tilmelde sig dit nyhedsbrev, kan du fremover lave alt dit salgsarbejde her – og du er ikke længere afhængig af at annoncere.
Der er ikke noget entydigt svar på spørgsmålet om, hvad facebookannoncering koster, for pris og kvalitet hænger tit sammen.
Du kan hurtigt få en masse nye læsere til at skrive sig op til dit nyhedsbrev uden at betale ret meget for de nye leads. Men du er jo ikke kun interesseret i billige leads, men kvalitetsleads, som du kan gøre til gode kunder bagefter. Og for at få det skal du kunne målrette facebookannoncerne præcist, hvilket kræver viden og erfaring.
Du kan enten tage et kursus i facebookannoncering eller hyre en facebookkonsulent 1:1 til at rådgive dig, så du både opretter annoncerne rigtigt og arbejder ud fra en gennemtænkt facebookstrategi.
Medmindre du har evnen til og interessen for løbende at sætte dig ind i facebookindstillinger og annonceringsmuligheder, hver gang facebook ændrer noget, vil jeg anbefale en SOME-konsulent. Og jeg ville vælge en, der kun arbejder med sociale medier, gerne specifikt med facebook, fordi det kræver en høj grad af specialisering at have styr på de nye tendenser, billedstørrelser og annonceformater. Det er sjældent noget, man er god nok til, hvis man arbejder med markedsføring generelt.
Måske finder du ligesom mig ud af, at det kræver så meget, at du lige så godt kan få facebookkonsulenten til at løse hele opgaven for dig.
Før du begynder at annoncere på facebook, så gør op med dig selv, hvor mange penge du vil bruge, og hvad du vil opnå. Du kan sagtens komme til at bruge så mange penge på facebook, at du kunne have fået en topprofessionel hjemmeside med webshop for de samme penge.
I de år jeg brugte facebookannoncering som en del af min markedsføringsstrategi, brugte jeg 20-30.000 kroner årligt + honoraret til min facebookkonsulent.
For år tilbage traf jeg den beslutning, at jeg fremover ikke investerer andet end min egen tid i facebook. Derfor har jeg stadig min firmaside Majbritt Lund – Når dine ord skal sælge. Den byggede jeg op for mange år siden, og knap 3.000 følger den.
Jeg gør ikke noget for at få flere til at følge siden, men deler jævnligt info om markedsføring. Blandt andet i form af egne og andres blogindlæg. Ofte deler jeg mine egne blogindlæg op i mindre passager, så blogindlægget bliver delt i løbet af en uges tid, hvorefter jeg linker til det samlede blogindlæg. På den måde får jeg maksimal synlighed af den tid, jeg har brugt på at skrive.
Din facebookprofil er en del af din social mediestrategi
Vær bevidst om, at du bliver set af mange på facebook. Derfor er der en markedsføringsværdi eller det modsatte i alt, hvad du gør.
Dette er ikke en opfordring til at dyrke selviscenesættelsen på de sociale medier. For hvad er værdien ved en social kontakt, hvis alle dine 50 nærmeste kontakter ved, at der er langt fra dit facebookliv til det liv, de kender til? Men det er en opfordring til at være bevidst om, hvilke oplysninger eller billeder, der ikke hører til på facebook, fordi det er et offentligt forum.
Du skal også sikre, at din facebookprofil er professionel og opdateret. Tit undrer jeg mig over, hvor meget tid andre bruger på facebook – også erhvervsmæssigt – uden at deres profil understøtter tilstedeværelsen.
Oplysninger som telefonnummer, mailadresse, hjemmesideadresse + uddannelsessted er helt gratis markedsføring.
Samtidig er facebook jo et sted, hvor du kommer i kontakt med mange potentielle kunder og samarbejdspartnere. Og du bliver mere interessant for dem, når de kan se, hvor du arbejder.
Jeg har gentagende gange stødt på interessante erhvervsprofiler på facebook, som jeg gerne ville vide mere om. Eventuelt for at indlede et samarbejde. Og når jeg klikker på dem, har de enten ikke skrevet disse helt oplagte oplysninger, eller også kan jeg ligefrem se, at jeg kun må se dem, hvis jeg connecter. Og det er der måske ikke basis for.