Hyr den rette tekstforfatter første gang

Det, at hyre en tekstforfatter, kan være en svær opgave. Derfor har jeg samlet 5 spørgsmål, du kan stille i din research, så du vælger den rette.

På den måde undgår du at spilde penge på tekster, der ikke indfrier dine behov, ligesom du får en tekstforfatter, du kan have glæde af i mange år fremover.

For en dygtig tekstforfatter bidrager med mere end gode tekster: Når tekstforfatteren stiller dig de rigtige spørgsmål, bliver du udfordret på din forretning og dine produkter, og ofte finder I frem til endnu bedre løsninger undervejs.

”Tekstforfatter” er ikke en beskyttet titel. Derfor kan alle bruge den. Samtidig er der stor forskel på priserne, og du kan desværre ikke altid kalkulere med, at pris og kvalitet hænger sammen.

Nogle betaler mange penge for en dårlig kvalitet. Andre bruger en af de billigere tekstforfattere og betaler alligevel for meget. For hvis teksterne ikke kan det, de skal, er de ikke noget værd, og kunderne har samtidig fået udskudt deres resultater.

At indlede et samarbejde med en tekstforfatter kræver en grundig opstart. For som regel skal du klæde tekstforfatteren på til at forstå dit firma, dit produkt, din målgruppe og din konkurrencesituation. Derfor er det vigtigt, at du vælger en tekstforfatter, du kan samarbejde med mange år fremover, så du tjener opstarten hjem.

Samtidig vil du sikkert opdage, at tekstforfatteren bliver mere og mere værd for dig, jo længere tid samarbejdet varer. For jo bedre han kender dig og dit firma, jo bedre kan han genbruge sin viden eller uddrag fra dine tidligere tekster. Han kan også få flere gode ideer på dine vegne.

Derfor er det vigtigt, at du i din research kan stille potentielle tekstforfattere de rette spørgsmål, som jeg gennemgår lige om lidt. Herefter kan du vælge din kommende tekstforfatter på kvalitet i stedet for udelukkende at se på prisen.

Mange af spørgsmålene kan også lette dit arbejde, når du fremover skal vælge samarbejdspartnere til andre opgaver end at få skrevet tekster. Uanset om du søger assistance, fordi du selv har travlt eller ikke har lyst eller evner til at løse opgaven selv.

Hvad er tekstforfatterens baggrund?

Det kan enten være en uddannelse som journalist, cand.com, cand. mag eller lignende. Men en lang uddannelse er ikke nok. Af 2 grunde:
Mange af de lange uddannelser er overvejende teoretiske, og kandidaterne får ikke nødvendigvis praktiske redskaber til at skrive. Eller også arbejder de primært med oplysende kommunikation eller journalistik – og ikke markedsføring.

En journalistuddannelse som min egen inkluderer lange praktikperioder, og derfor kan vi håndværket at skrive. Imidlertid bliver vi ikke uddannet til at skrive markedsføringstekster, men til at skrive journalistiske artikler. Formålet med journalistikken er at oplyse om et emne og besvare læserens spørgsmål. Ikke at påvirke læseren til at gøre noget som helst. Og slet ikke til at foretage en handling, som journalisten har defineret på forhånd. For journalisten skal være objektiv.

Markedsføring handler derimod netop om at påvirke målgruppen til at foretage en specifik handling, der er tænkt ind i en markedsføringsstrategi. Ofte at købe et bestemt produkt.

Journalister og kommunikationsuddannede har mange forudsætninger for at blive gode tekstforfattere, men vi er det ikke nødvendigvis.

Netop journalistens evne til at fokusere på læseren, spotte læserens potentielle spørgsmål, formulere svarene og fastholde læserne, er noget af det vigtigste for en dygtig tekstforfatter.

Men journalister har brug for efteruddannelse for at kunne bruge disse evner til markedsføring.

Du kan også sagtens finde en superdygtig tekstforfatter, der ikke er uddannet til at skrive, men som både er en dygtig skribent fra naturens hånd og har taget relevant efteruddannelse.

Uanset hvilken baggrund tekstforfatteren har, er det vigtigt, at vedkommende løbende følger med i de tekstdiscipliner, han skriver inden for.

Eksempelvis:

  • SEO-tekster
  • Hjemmesidetekster
  • Nyhedsbreve
  • Salgstekster

 

For teksterne skal gøre noget forskelligt. Derfor skal de skrives forskelligt.

I teorien kan tekstforfatteren godt være dygtig til alle typer tekster, men er det ikke nødvendigvis. Spørg derfor ind til, hvor hyppigt tekstforfatteren løser de forskellige opgaver. Og hvilke kunder han har løst opgaverne for.

Eksempelvis er der stor forskel på at skrive et refererende nyhedsbrev for en organisation eller et salgsnyhedsbrev, der skal få en læser til at købe.

Har vedkommende løst relevante opgaver for firmaer, der minder om dit? Jo mere beslægtede opgaver han har løst tidligere, jo nemmere vil han have ved at gennemskue hele din opgave fra start til slut og foreslå den bedste løsning.

De fleste virksomheder – særligt os der arbejder med markedsføring – viser cases med glade kunder på vores hjemmesider. Husk, at disse kunder er særligt udvalgte. Spørg ind til, om noget særligt gjorde sig gældende for kunden, eller om du kan forvente lignende resultater. Det kan jo godt være, at de gode resultater også vil være realistiske for dig, under forudsætning af at du selv bidrager på en bestemt måde. Herefter kan du jo gøre op med dig selv, om du vil og kan gøre det.

Hvad koster tekstforfatteren?

Det er selvfølgelig også vigtigt at spørge ind til prisen. Tekstforfattere kan enten afregne i antal ord, fast pris per opgave, aflønning efter resultat eller forbrugt tidsforbrug evt. via klippekort.

Selv om du selvfølgelig har brug for at kende prisniveauet, er en fast pris ikke nødvendigvis i din interesse. For ofte kan salgstekster udløse et behov for rådgivning eller en snak om, hvorvidt du kan justere dine ydelser for at øge sandsynligheden for, at teksterne sælger.

Det kan også være, at tekstforfatteren undervejs i interview- eller skriveprocessen opdager, at noget ved din ydelse eller målgruppe ikke virker helt gennemtænkt. Sker det i en fastprisopgave, vil tekstforfatteren have 2 muligheder: Arbejde på interessetid eller skrive teksten ud fra de oplysninger, han har, og lade være med at udfordre dig.

Hvordan foregår samarbejdet?

Spørg ind til, hvordan samarbejdet kommer til at foregå. Nogle tekstforfattere foretrækker, at du besvarer en række skriftlige spørgsmål eller laver lister med stikord. Andre samler alle spørgsmål i et interview. Der kan være stor forskel på, hvor lang tid de forskellige arbejdsformer kræver af dig. Og særligt hvis du søger en tekstforfatter, fordi du selv er presset tidsmæssigt, spiller det jo en stor rolle.

Mens du undersøger markedet for tekstforfattere, så læg mærke til, hvor strukturerede de forskellige tekstforfattere er.

Vender de hurtigt tilbage på din henvendelse?

Bliver du kontaktet løbende med spørgsmål, eller samles alt i få fokuserede samtaler?

Er en tekstforfatter ustruktureret, mens I er i dialog om et evt. samarbejde, kan du også forvente et ustruktureret samarbejde med mange afbrydelser, når tekstforfatteren skal i gang med at skrive. Udover at dette vil kræve mere af dig, er der en risiko for, at en ustruktureret tekstforfatter ikke er helt opmærksom på at få alle relevante detaljer placeret i dine tekster.

Hvis en potentiel tekstforfatter foreslår at skrive dine eksisterende tekster igennem i stedet for at skrive nye, skal alarmklokkerne lyse. For tekstforfatterens fornemmeste opgave er ikke det rent sproglige, selv om mange fejlagtigt tror det.

Det vigtigste er at tænke de rette oplysninger ind i teksten, så den kommer til at arbejde for dig. At få det sproglige til at fungere er en mindre opgave, som man altid kan justere, når det øvrige er på plads. Derfor er det formentligt ikke her, du har det største behov for assistance. Hvis en tekstforfatter giver dig det indtryk, kan det være, fordi vedkommende ikke ved bedre selv.

Ofte vil tekstforfatteren have brug for at tale grundigt med dig i forbindelse med opgaven. Det kan være for at blive klædt på i forhold til de her spørgsmål:

Hvem er din målgruppe?

Hvad skal teksten gøre for dig? Sælge? Positionere dig som ekspert? Trække trafik til hjemmesiden? Få læserne til at kontakte dig eller tilmelde sig dit nyhedsbrev?

Hvorfor skal kunderne vælge dig i stedet for dine konkurrenter?

Hertil kommer selvfølgelig de helt faktuelle spørgsmål om dit produkt.

I øvrigt er det også tit i forbindelse med disse spørgsmål, at det kan vise sig, at du har behov for rådgivning.

Når du er i kontakt med tekstforfattere, du overvejer at lave et samarbejde med, skal du også lægge mærke til, om de udfordrer dig og spørger ind til dine egne ideer. Noget af det letteste er at tage alle opgaver ind og begynde at skrive. Men det kræver faglig viden at definere opgaven korrekt. Derfor har du højst sandsynligt ikke selv gennemtænkt den mest optimale måde at løse opgaven på. En god tekstforfatter vil derfor ofte stille dig nogle spørgsmål eller foreslå ideer, du ikke selv havde tænkt på.

Tjek også, om tekstforfatteren løser alle opgaverne selv eller uddelegerer til eksterne skribenter på freelancebasis. Særligt hvis du overvejer et bureau, er det vigtigt at undersøge, hvem der i givet fald vil skrive dine tekster.

Hvor lang er leveringstiden?

Nogle gange kan en lang leveringstid koste dig flere penge end teksterne, fordi du ikke kan komme videre med din markedsføring, mens du venter. Eksempelvis kan det være dyrt at vente på nye hjemmesidetekster, hvis grafik, billeder m.m. er helt færdige, og I kun venter på teksterne.

Og et er, hvor lang tid en opgave tager, når du varsler den på forhånd, som eksempelvis nye tekster til din hjemmeside. Men hvis du søger et fast samarbejde med en tekstforfatter, der løbende skal skrive for dig, betyder det også noget, hvornår vedkommende kan skrive en mindre tekst for dig, når en ny mulighed viser sig.

Tekster er en kreativ proces, og derfor har de fleste tekstforfattere brug for, at opgaven strækker sig over en vis mængde dage eller uger. Det udelukker ikke, at tekstforfatteren skal kunne give dig et svar på, hvornår dine tekster kan være færdige.

Er firmaet stabilt?

Netop fordi det er så vigtigt for dig at vælge en løsning, der varer i mange år, skal du sikre dig, at tekstforfatteren har et stabilt firma, så han eller hun ikke bliver fristet af andre tilbud.

Tjek derfor:

  • Hvor mange år har vedkommende haft sit firma?
  • Har vedkommende et prisniveau, hvor det er realistisk, at han kan oppebære en god løn?
  • Er det dit indtryk, at vedkommende har kunder nok? Det sidste er vigtigt af 2 grunde: Dels bekræfter kunderne, at han er dygtig. Dels er kundekredsen din garanti for, at han bliver ved med at drive sin virksomhed.
Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER

Jeg bruger cookies for at give dig den bedste oplevelse. Læs mere her.

Cookie-indstillingerne på dette websted er angivet til "Tillad Cookies" for, at give dig den bedst gennemgang og oplevelse af siderne. Hvis du fortsætter med at bruge webstedet uden at ændre dine Cookie indstillinger eller du klikker på "Accepter" nedenfor så samtykke du til dette.

Luk