Jeg er simpelthen så imponeret over mit netværk.
For godt fire år siden, hvor jeg egentligt ikke havde fået mit momsnummer endnu, var der et par venlige sjæle, der sagde, at jeg skulle få mig et netværk. Så gik det hele meget bedre. Og jeg tager gerne imod et godt råd, når jeg får et, så jeg kom hurtigt med i et netværk for freelancere og selvstændige i mediebranchen.
Uden at jeg egentligt havde noget særligt at give af, stillede jeg et par spørgsmål om det, jeg var i tvivl om, og jeg fik lynhurtigt meget kvalificerede svar. Nu har jeg stillet spørgsmål i godt fire år – og har fundet flere steder, hvor jeg også kan stille spørgsmål, og hvor der også altid er nogen, der er villige til at svare. Og folk bruger hjertens gerne op mod en halv time på at rådgive mig om et emne, som de normalt tager sig betalt for at rådgive om. Ingen regning – ingen gæld.
Gennem årene er der ikke det, jeg ikke har fået hjælp til. Beredvilligt har jeg fået svar på:
- Hvordan indstiller jeg mit feriesvar?
- Hvilken revisor skal jeg bruge?
- Hvor skal jeg holde mine kurser?
- Kender du en, der gerne vil have et piccolinejob?
- Hvordan indberetter jeg løn til piccolinen?
- Hvordan sender jeg nyhedsbreve ud?
- Hvordan sælger jeg mere gennem facebook?
Herudover stiller mit netværk velvilligt op, når jeg er i gang med at skrive bøger (jeps, er i gang med nummer to, så jeg kan godt tale i flertal). De læser kapitler igennem og giver meget værdifuld feedback, så mine bøger bliver skrevet bedst muligt. De stiller op som cases eller anbefaler andre cases, jeg kan bruge. Og ja, så melder de sig ind i facebooksiderne og hjælper mig på den måde med at markedsføre bøgerne.
Og man kunne tro, at det at have et enkeltmandsfirma var en ensom fornøjelse. Men nej. Jeg har aldrig haft så mange gode kolleger før.
- De sender mig mails om, at jeg også skal huske at holde fri.
- De opdager det, når jeg er syg.
- De siger mit navn til de rigtige – og giver en Majbritt Lund-kuglepen
- De læser mit markedsføringsmateriale igennem før det går i trykken.
En stor del af mit netværk ser jeg kun ganske få gange om året. Nogle har jeg aldrig set – og kommer måske aldrig til det.
Og nogle gange er de også så flinke, at de ringer og spørger mig om det, jeg er god til. Og at blive bekræftet i, at der er noget man er rigtig god til, er faktisk noget af det bedste.