Sociale medier giver din markedsføring gennemslagskraft

Hvad er sociale medier

Indledningsvis: Hvad er “sociale medier” i modsætning til de mere traditionelle medier.

”Sociale” betyder, at der er tale om en tovejs kommunikation modsat traditionelle medier som aviser, tv m.m.

Det, at læseren har mulighed for at kommentere og stille spørgsmål til indholdet, udfordrer såvel indholdet som skribenten. Og tit kan dialogen udvikle sig, så andre også deltager. På sociale medier kan vores netværk som regel se, når vi kommenterer på et opslag. Derfor kan de også få lyst til at læse, kommentere og dele, og opslaget kan gå viralt. Hver gang nogen deler din markedsføring, sparer du penge på dit annoncebudget. Hertil kommer, at det virker meget mere troværdigt, når vi modtager et budskab via vores eget netværk, end når det samme budskab kommer via en annonce.

”Medier” betyder helt overordnet en kommunikationskanal, hvor en afsender kan dele information. I de traditionelle medier foregår den primære vidensdeling fra mediet og ud til seere, lyttere og læsere.

Men i takt med at mange medier nu også lægger en del af deres artikler på nettet og giver mulighed for, at læserne kan kommentere på indholdet, bliver de også mere sociale. Men de er ikke sociale medier i den egentlige forstand, da de primært leverer envejskommunikation.

På de sociale medier ser vi tit, at de traditionelle medier får nyt liv. De artikler, der ligger gratis på mediernes hjemmeside, bliver jævnligt delt og kommenteret på de sociale medier.

Selv om blogs ofte ligger på afsenderens hjemmeside, går de også under betegnelsen ”sociale medier”, fordi de inviterer til dialog.

De mest populære sociale medier er p.t. facebook, LinkedIn, Instagram, Twitter, Snapchat og Youtube.

Sådan kan du bruge sociale medier

Nogle tror fejlagtigt, at det primære mål med sociale medier er at guide læserne direkte hen til deres salgskanaler. Men du kan også bruge sociale medier til meget andet:

  • Kundeservice
    Selv om det gavner dig, når du viser din gode kundeservice på de sociale medier, skal du være opmærksom på, at dine kunder ikke nødvendigvis har det på samme måde. Der kan være mange spørgsmål, de ikke har lyst til at stille offentligt, så vær bevidst om, at kundeservice på sociale medier skal være et supplement til den øvrige kundeservice
  • Rekruttering af nyt personale
    Alene signalværdien i at have slået en spændende stilling op er med til at markedsføre din virksomhed, også over for dem, stillingen ikke er relevant for. Alt hvad der minder om: vækst/at den nuværende medarbejder er blevet headhuntet/ny spændende afdeling osv er jo markedsføring. Også selv om du har brug for mere personale
  • Et kig i dine kunders verden
    Jo bedre kontakt du har med dine kunder, jo mere ved du om deres problemer og hverdag, og jo bedre kan du kommunikere i deres sprog. Det kan du blandt andet gøre på de sociale medier. Samtidig kan du få inspiration til, hvordan du bedre kan hjælpe dem fremover

 

Og ja

 

En af de helt store fordele ved sociale medier er, at du her kan let kan komme i kontakt med potentielle kunder. Og du kan få en hurtig og her-og-nu-kontakt, hvilket andre markedsføringsformer ikke giver de samme muligheder for.

Har du mange kunder og potentielle kunder med det samme behov for rådgivning, kan du overveje at oprette en gruppe for dem, hvor de kan stille spørgsmål. Du kan også gøre en sådan gruppe til en del af et betalingsprodukt.

Grupperne på facebook har fået liv i takt med, at det nu bliver sværere og sværere at ramme sine følgere gennem firmasiderne. Men en side på facebook kan fortsat have sin berettigelse. Du skal bare gentænke udbytte og investering, for det kræver meget mere at markedsføre sig på facebook, end da mediet var helt nyt.

Samtidig skal du også overveje, hvor meget tid du vil bruge på mediet, for det kan hurtigt blive meget omfattende. Har du brug for at pleje dine følgere uden at bruge for meget tid på det, kan du løbende dele blogindlæg fra din branche. Også selv om afsenderen er en konkurrent. For nogle gange har vores konkurrenter jo en relevant viden, vi ikke selv har. Andre gange kan det understøtte dine egne pointer, at konkurrenterne siger det samme som dig.

Hvis du selv blogger, er det selvfølgelig oplagt at dele dine egne blogindlæg på de sociale medier. Nogle blogindlæg er velegnede til at blive delt op i mindre serier, hvor du deler “Guide til xxx 1/10” eller lignende for til sidst at dele hele blogindlægget. På den måde får du mere opmærksomhed på det indhold, du har skabt alligevel. Og tit passer de helt korte afsnit rigtig godt ind i det tempo, der er på de sociale medier.

Uanset hvilket formål du har med de sociale medier, er det vigtigt at lægge en social medie strategi. Især hvis du har ansatte, er det helt essentielt at have retningslinjer for, hvem der kommunikerer på de sociale medier på virksomhedens vegne og hvordan.

Her kan du se et eksempel på en markedsføringsplan, hvor sociale medier spiller sammen med den øvrige salgskampagne.

På sociale medier har andre kontrollen

Uanset hvor mange fordele der er ved at markedsføre sig på de sociale medier, skal du huske en vigtig ting. Du ejer ikke disse platforme, ligesom du ejer din hjemmeside og listen over læsere til dit nyhedsbrev.

Det betyder, at andre kan ændre dine muligheder for, hvordan du fremover kan bruge medierne. Uanset om du annoncerer eller skriver almindelige opslag.

Med annoncer kan du som regel hurtigt få opmærksomhed fra potentielle kunder. Men du skal være meget opmærksom på, hvad en kontakt eller en interaktion er værd. For du kan hurtigt bruge så mange penge på annoncering på de sociale medier, at du lige så godt kunne have købt en helt ny hjemmeside! Hvis du udelukkende annoncerer med henblik på at få mange følgere på facebook, er du afhængig af at blive ved med at kommunikere med dem der.

Når jeg selv annoncerer på facebook, er jeg derfor meget bevidst om altid at have et mål, der ikke ligger på facebook. Det er som regel at få folk til at tilmelde sig mit nyhedsbrev, så jeg fremover kan have kontakt med dem andre steder end facebook. Når jeg kører en salgskampagne i mit nyhedsbrev, bruger jeg facebookannoncer som supplement til kampagnen.

 

Har du spørgsmål om markedsføring på sociale medier, så ring gerne 27 12 11 14. Jeg giver altid et kvarters gratis rådgivning til læsere, jeg ikke har talt med før.

Blogbanner seo-tekster
Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER