Og den er vigtigere end medierne
Hjemmesiden får desværre ikke altid så meget opmærksomhed, som den burde.
Jeg taler jævnligt med virksomheder, der fokuserer meget mere på at komme i medierne. Og jeg kan godt forstå, at de gerne vil i medierne, for her bliver vi eksponeret for rigtig mange mennesker og potentielle kunder.
Men hvis du ikke har en god hjemmeside, får du langt fra det fulde udbytte af at komme i medierne. Og i modsætning til medieomtale står din hjemmeside og arbejder for dig hele tiden. Derfor er det min erfaring, at mange virksomheder får mere ud af en god hjemmeside end presseomtale – hvis de ikke har mulighed for at fokusere på begge dele.
Hjemmesiden samler alt
Da jeg var i Smutvejen med min bog God kommunikation for selvstændige, havde jeg 500 besøgende på min hjemmeside. I løbet af det første døgn efter udsendelsen fik jeg 100 nye tilmeldinger til mit nyhedsbrev.
Tænk hvis jeg ikke havde haft en god hjemmeside.
Så ville alle disse lyttere, der lige havde hørt mig i radioen, være blevet skuffet. Nu talte jeg også specifikt om gode hjemmesider i radioen, men selv hvis jeg havde talt om noget andet, ville jeg sikkert også have fået mange besøgende ind på min hjemmeside, som på forhånd var positivt indstillet over for mig, men som nu blev skuffet.
Så var de måske kommet ind til en hjemmeside, hvor de
- knap kunne se hvad jeg solgte i min virksomhed
- ikke blev opfordret til at tilmelde sig mit nyhedsbrev
- ikke kunne se, hvordan de kunne kontakte mig
- mistede noget af den respekt for mig, som de lige havde fået i radioen
Især det med tilmeldingsblanketten til nyhedsbrevet er rigtig vigtigt. For vi er mange, der sælger noget, som folk sjældent køber første gang, de støder på os. Derfor er det vigtigt, at vi kan blive ved med at holde kontakten med dem, efter de har besøgt vores hjemmeside.
Men hjemmesiden gør mere end at samle op på dem, der har hørt om os i medierne. Den bliver “mødestedet” for alle, der hører om os alle steder. Både i medierne, på de sociale medier, i netværket eller gennem vores bøger og øvrige markedsføringsmateriale. Alle, der bliver interesseret i at læse mere om os, besøger ofte vores hjemmeside.
Hvad er en god hjemmeside?
En god hjemmeside er overskuelig. Brug
- maks. 5-7 menupunkter. Under hvert menupunkt kan du opstille undermenupunkter
- korte sætninger
- punktopstillinger som de her til at skabe overblik
- mange afsnit
- mange overskrifter (også gavnligt hvis du gerne vil findes af Google)
En god hjemmeside fokuserer på læseren, ikke på afsenderen. (Derfor skal du vide, hvem din læser er).
- Hvad har læseren brug for at vide?
- Hvad er læserens problem?
- Hvordan vil du hjælpe læseren med at løse dette problem?
En god hjemmeside skrives i læserens sprog, og ikke i det fagsprog du som afsender har gået i skole for at lære.
En god hjemmeside har tydelige kontaktoplysninger. Både mail og telefonnummer og gerne links, så læseren kan finde dine profiler på de sociale medier.
Og når du har alt dette på plads på hjemmesiden, ja så er det en god ide at kontakte medierne. For så har du en god base, hvor du kan byde nye besøgende velkommen, sælge varer og ydelser eller starte en langvarig kontakt – eksempelvis gennem nyhedsbrevet. Og så får du det fulde udbytte af din medieomtale.



