Nu skal du møde tryllekunstneren Malthe
For nylig skrev jeg teksterne til hans hjemmeside.
Måske tror du, at de er fyldt med spræl og pral og en masse overraskelser. Manden er jo tryllekunstner …
Det er de ikke. For Malthe går efter de traditionelle kunder. Og når de booker en tryllekunstner, vil de være sikre på at få det, de forventer, og have en god oplevelse.
Malthes kunder er nede på jorden og foretrækker en tryllekunstner i øjenhøjde. En, der ikke praler. I modsætning til mine egne kunder, der både værdsætter eksperter, der tør stå ved deres værd, og gerne praler selv.
Min opgave var at sælge Malthe som en dygtig tryllekunstner med konkrete fakta – og fjerne unødigt lir.
Du kan se hvordan på det her uddrag af Malthes bag-om-side:
Hvem er Magiske Malthe?
Jeg er en ung mand årgang 2003, der har optrådt med mit magiske trylleshow siden 2015.
Siden jeg var 10 år, har jeg interesseret mig for at trylle, fordi jeg fandt det interessant, hvordan man kan styre og læse andres tanker. Så hvor andre børn ønskede sig LEGO og PLAYMOBIL til deres fødselsdag, ønskede jeg mig udstyr til mine trylleshows. Hurtigt begyndte jeg at underholde til børnefødselsdage, og i en alder af 12 år holdt jeg mit første betalte show.
Efter et par år udvidede jeg også med konfirmationer, og nu underholder jeg til alle typer fester. Særligt fester for voksne.
Alle mine shows er gennemtestede, og når jeg tilføjer et nyt tryllenummer, afprøver jeg det altid ved prøveshows, før jeg tager det med ud til et betalt show. Det er din garanti for, at alt kører, som det skal, når du booker mig til din fest.
Jeg deltager desuden løbende på kurser og kongresser i ind- og udland, så jeg kontinuerligt følger med i, hvad der rører sig i branchen.
Malthes kunder vil også have detaljer
Mange af mine kunder henvender sig til samme kundetype som Malthe. Og de vil have tryghed og forudsigelighed, når de køber.
Derfor skriver jeg ofte meget detaljerede tekster om, hvordan samarbejdet foregår, og hvem der gør hvad. Når jeg skriver for andre konsulenter, kan jeg sagtens skrive ½ side med detaljer om samarbejdet.
Mange, der går efter de samme kunder som Malthe, mister salg på salg, fordi de undervurderer, hvad forudsigeligheden betyder for deres kunder. Ofte tænker de, at de bare kan afklare diverse detaljer i telefonen. Det kan de sikkert også, hvis kunderne ringer. Men der kan være mange grunde til, at kunderne lader være.
Og jo bedre kunderne kan se et godt samarbejde for sig, jo større sandsynlighed er der for, at de tager kontakt.
Du kan se, hvordan jeg omtaler et samarbejde med Malthe her:
Nemt for dig at leje en tryllekunstner
Før dagen:
En uge før festen kontakter jeg dig for at aftale de sidste detaljer.
På dagen:
Jeg ankommer senest 10 minutter før det aftalte tidspunkt og ringer eller SMS´er til dig, når jeg er fremme.
Du eller en anden introducerer mig, og jeg sørger for, at alle bliver godt underholdt.
Efter showet finder jeg selv ud, så du kan blive hos de andre gæster.
Holder I festen i et stort lokale, kan jeg enten tage min egen mikrofon + anlæg med eller bruge jeres, hvis I er et sted med sådant udstyr. Min optræden kræver kun 2 m2, fordi jeg som regel bevæger mig rundt i festlokalet.
Udover at Malthes kundetype ikke kan lide folk, der praler, værdsætter de grundighed og erfaring. Det får de i teksterne nu.
Samtidig værdsætter de ord som: nemt, detaljer, aftalte tidspunkt, gennemtestede, prøveshows, garanti, alt kører, som det skal, følger med i branchen.
Og fordi jeg ved det, kan jeg både rådgive mine kunder om, hvilken kundetype de skal vælge, og skrive teksterne, så den specifikke kundetype får lyst til at købe.
Teksterne underbygger min erfaring
”Jeg er sikker på, at mine tekster rammer bedre nu, end hvis jeg havde pralet.
Mine potentielle kunder kan jo ikke lide, at jeg praler. Alligevel underbygger teksterne nu, at jeg ved, hvad jeg laver, og har lavet mange shows før.
Hvis ikke jeg havde holdt mange shows, kunne jeg ikke fortælle så præcist, hvad der kommer til at ske hvornår. Og det er det vigtigste for min målgruppe.”
Måske er du forvirret nu
For skal du prale eller ej?
Malthe skal ikke prale – direkte.
Til andre tider læser du, at jeg hjælper mine kunder med at prale.
Det er endnu et eksempel på, at ingen markedsføringsmetode virker for alle, og derfor skal du kende din målgruppe. For når du kender din målgruppe godt, ved du meget mere, end om du skal prale – og i givet fald hvordan.
Vil du vide mere om de emotionelle kundetyper, der blandt andet giver svaret på, om du skal prale eller ej, så læs med her.