Har du svært ved at tage dig godt betalt?
Uha, hvor jeg møder mange selvstændige, som udstråler, at de har det ligefrem skidt med at tage imod penge fra deres kunder. Den anden dag fortalte en selvstændig, som fungerer som kundernes mellemled til større firmaer, at hun aldrig ville have, at kunderne kom til at betale mere for at have hende med ind over, end de skulle have betalt for varen uden hendes hjælp.
Men hvorfor ikke? Den selvstændige har ydet et stykke arbejde for at finde den præcise vare, som passede til kunden. Det stod kunden frit for selv at lede efter den specifikke vare. Det ville kunden gerne have hjælp til. Og den selvstændige, som jeg kender, har specialiseret sig i netop den branche, og derfor kunne hun pege på den bedste løsning for kunden med det samme. Den service skal hun da have penge for. Og hvis hun ikke skulle have penge for den service, hun giver, hvad er det så lige for et vare, hun skal tjene sine penge på?
(Samtidig skal det selvfølgelig skal det være gennemsigtigt for kunden, hvad han betaler for.)
Og jeg hører mange andre lignende historier i samme boldgade.
Eksempelvis, hvis en selvstændig har solgt en kursusdag til lad os sige 20.000 kroner. Fint! Tillykke! Og ja, mange kursusdage er 20.000 kroner værd, og i mange brancher er det bare markedsprisen.
Men alligevel bliver oplysningen om de 20.000 kroner tit suppleret med oplysninger som: ”Der er jo også en del forberedelse… ”, ”Det er i Jylland, så jeg skal af sted dagen før, og jeg skal selv betale for et hotellet… ” eller lignende.
Du behøver slet ikke at undskylde, at du tager 20.000 kroner for en kursusdag.
Menneskeligt og moralsk i orden?
Især i behandlerbranchen oplever jeg dårlig samvittighed over at tage en høj pris. Den anden dag blev jeg spurgt om, jeg synes det var menneskeligt og moralsk i orden, hvis psykologer satte prisen op.
I hvilken anden branche ville man tale om menneskelighed og moral i forhold til at tage det for varen, som man kan få?
Og nej. Hvis jeg var psykolog, ville jeg ikke have moralske skrupler over at tage en høj pris for at hjælpe mennesker. Som jeg siger på mine salgskurser: Ingen kunde er tvunget til at handle hos os. De kan bare vælge en anden og billigere til at hjælpe dem. Og hvis jeg som dyr psykolog kunne sælge mange timer, var det vel fordi mange vurderede, at jeg var det værd. Markedskræfterne gælder også, når man hjælper mennesker med noget personligt.
Mange selvstændige, især dem, der hjælper folk med problemer, har tendens til at gøre kundens eventuelle økonomiske problemer til deres egne. Men de samme kunder kører altså fra tid til anden rundt i en bil til 250.000 kroner. Det er deres valg, at de hellere vil bruge penge på bil end på at få det bedre selv. Men jeg kan ikke se nogen grund til, at selvstændige skal sidde med en dårlig økonomi på grund af kundens prioritering. Og ja, der er selvfølgelig nogen, der ikke kører i bil, og som ikke har så mange penge. Men det er nu engang ikke selvstændigt erhvervsdrivendes ansvar at redde folk, der har det skidt. Og slet ikke uden at få penge for det.
Vi betaler en ret høj skat i dette land for at sikre alle en behandling på et vist niveau. Og nej, jeg synes ikke, det er rimeligt, at selvstændige skal ”supplere op” med gratis eller billige ydelser, hvor det offentliges tilbud stopper.
Det er ikke vores problem.
Men det er vores problem, hvis vi ikke tjener mange penge, fordi vi altid lader kundens økonomi komme før vores egen.
Kan ikke spise søde kunder til aftensmad
Når det er sagt, kan psykologer og alle andre selvstændige selvfølgelig ikke sætte deres priser højere end det, kunderne er villige til at betale. Der er et loft, men hvis varen er attraktiv nok, er dette loft meget højere, end mange selvstændige tror.
Netop i behandlerbranchen hører jeg tit, at missionen jo er at hjælpe andre med noget. Det er helt ok for mig at have som mål at hjælpe andre. Hvis det sker mod, at behandlerne selv har en dårlig økonomi, er det sådan set også i orden, så skal de bare acceptere, at de mister nogle goder, vi andre har, så som pension, efteruddannelse, gode kontormøbler eller lignende.
Og jeg vil ikke sidde med en dårlig økonomi i solidaritet med mine kunder.
Nogle selvstændige forsvarer deres lave priser med, at de jo er så glade for at levere netop den ydelse, eller at de jo har så søde kunder.
Det kan vi altså ikke spise aftensmad af.
Og vi bliver ikke dårligere mennesker af at tjene (mange) penge.