Brug julehilsnerne effektivt i din markedsføring

Uanset hvad der ligger af gode intentioner i en julehilsen, er alt, hvad der kommer fra et firma, markedsføring. Derfor skal julehilsener planlægges som alle andre markedsføringsopgaver.

Desværre oplever jeg ofte, at virksomheder gennemtænker deres julehilsenstrategi så ringe, at de ville stå bedre markedsføringsmæssigt ved ikke at sende hilsnerne.

Omvendt er julen en oplagt mulighed for at styrke relationen med dine gode kunder. Den mulighed skal du selvfølgelig bruge, og du skal gøre det rigtigt.

Hvordan du gør det, fortæller jeg lige om lidt. Lad os først gennemgå de klassiske eksempler på, hvad du ikke skal gøre. Med andre ord: De eksempler, der har motiveret mig til det her blogindlæg.

Det kan siges helt kort:

Du skal undgå alt – lige fra trykte julekort til SOME-opdateringer og mails – hvor der ikke står andet end ”God jul og godt nytår”. For når det budskab står alene, er det en kliche, og du bidrager reelt ikke med værdifuldt indhold. Særligt skal du undgå mails, hvor kunden først skal klikke på en PDF for at få dette intetsigende budskab frem. For her spilder du endnu mere af kundens tid uden at sige noget.

Hver gang vi har kontakt med en kunde, har vi et salgsmøde. Vi kan skuffe, være neutrale eller bekræfte kunden i, at han skal blive ved med at være kunder hos os. Og når vi er neutrale, spilder vi en mulighed for at påvirke positivt.

Så du skal lægge en strategi for, hvordan du bruger julehilsnerne positivt og proaktivt.

Flere grunde til at passe på med julehilsner per mail

Du kan vælge flere måder at levere din julehilsen på. Formen er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at din hilsen stilmæssigt matcher din øvrige markedsføring, og at du har gennemtænkt dit budskab.

Lad os tage valg af medie først.

Mails og sociale medier er de mest brugte kanaler til at ønske kunder og samarbejdspartnere god jul, fordi de kanaler er nemme og billige at bruge for afsenderen. Men er det signalet, du vil sende til en kunde eller en god samarbejdspartner?

E-mailen er her mere problematisk, end de fleste er klar over. For vi har en meget klar lovgivning i forhold til, hvem du må sende mails til. Og den gælder også i B2B-markedsføring.

Denne lov bryder mange virksomheder særligt i december.

Men selv hvis du har styr på lovgivningen, risikerer du at forsvinde i mængden, når du sender din julehilsen per mail. Fordi de andre gør det samme. Og her er det endnu lettere for kunden at slette din mail, end det er for dig at skrive den.

På de sociale medier er du ikke engang sikker på, at de relevante modtagere ser din hilsen, og ingen oplever, at du har tænkt specifikt på dem. Hvilket du heller ikke har. Du har sendt en massehilsen.

Sig det med video

I den avancerede afdeling kan du få indspillet en sjov eller indsigtsfuld julehilsen med dig og dine medarbejdere. Den kan I både sende til de kunder, I har fået tilladelse til at sende mails til, og dele på de sociale medier. Hvis den bliver lavet godt, kan det være, at den går viralt.

Du kan også organisere, at alle jeres gode kontakter får en personlig videohilsen. Enten fra dig eller fra den medarbejder, de har den tætte kontakt med. Måske har I selv den rette ekspertise til at lave videoen. Hvis ikke kan I hyre en videoproducent til at optage og klippe efterfølgende.

Hvis I sørger for at have forberedt på forhånd, hvad I hver især vil sige på den specifikke video, kan det godt ordnes effektivt. Og værdien af at fastholde den gode kundekontakt kan hurtigt tjene videoproducenten hjem.

Du kan også lave en lydfil i stedet for en video.

Personlig hilsen eller gave

I den knap så tekniske afdeling, kan du også skrive en personlig hilsen. Sender du en mail, forbedrer du oplevelsen hos modtageren radikalt, når du bare skriver 2 eller 5 linjer, frem for klassikeren med ”God jul og godt nytår”. Samtidig kan du enten linke til et blogindlæg, der er særligt relevant for den specifikke kunde, eller du kan skrive et aktuelt blogindlæg, der vil være relevant for flertallet af dine kunder.

Endnu bedre er det at sende samme individuelle hilsen på et gammeldags julekort. For det gør de færreste, så du bliver virkelig bemærket, når du gør det.

Skriv om det, I har lavet sammen i år. Om de resultater kunden har opnået eller måske noget mere personligt, hvis det er den kontakt, du har med kunden. Ofte skal der ikke mange linjer til, for at du bliver bemærket.

Udover at det fysiske kort bliver værdsat, fordi posten er en sjælden gæst, kan kunden gemme dit kort.

Og det er der selvfølgelig større chance for, at han gør, hvis du har skrevet en hilsen, han bliver glad for. Og måske lader han kortet stå fremme, fra det lander hos ham i starten af december og frem til at han tager på juleferie.

Uanset om du sender din hilsen digitalt eller analogt, kan du supplere med en gave.

Muligheder:

  • Opgradering af den service, kunden allerede nu gør brug af hos jer
  • Gavekort på en af dine ydelser
  • Produkter fra din shop. På den måde kan du promovere udvalgte af dine varer, samtidig med at du glæder din kunde
  • Relevante smagsprøver doneret fra en samarbejdspartner. Kan enten være online gaver eller fysiske gaver
  • En gave, du har købt særligt til kunden

Hvem kommer din hilsen fra?

Hvis du har ansatte, er det et strategisk valg i sig selv at beslutte, hvem der skal være afsender på julehilsenen.

Det kan være

  • dig, hvis du har den primære kontakt med kunden
  • dig og dit team, hvis kunden typisk har kontakt med flere af jer
  • en specifik medarbejder, hvis dine medarbejdere har deres faste kunder

 

På den måde forstærker I den gode relation.

De første to punkter er du selvfølgelig selv inde over. Men du skal også ind over punkt 3. For lige præcis her kan der ske mange fejl.

I den bedste mening sender mange medarbejdere ukoordinerede julehilsener til deres kunder. Men netop fordi det er kunder, og de skriver fra deres firmamail, er det markedsføring, og derfor skal de have vejledning til, hvordan de bedst muligt ønsker god jul. Hvis de skal gøre dette.

Når du har ansatte, kan I koordinere internt, hvem der skal stå som afsender på julehilsenen til hver enkelt kunde.

Det kræver, at du eller markedsføringsafdelingen klæder dem rigtigt på. I skal beslutte konkret, hvem der skal gøre hvad og sørge for at få produceret det professionelle materiale, de skal dele. Uanset om de skal skrive en hilsen på et trykt julekort eller dele en video.

Herudover er det også vigtigt at sikre, at medarbejderne får frigivet tid til at gøre det, du vil have dem til. Så når du lægger strategien for, hvordan I vil ønske kunderne god jul i år, skal du også tænke ind hvor meget tid, de skal bruge på det.

Hvis strategien er, at medarbejderne skal skrive 2-5 linjer på et julekort til 50 udvalgte kunder, er det ikke en opgave, der lige kan presses ind. Det er en opgave, der skal prioriteres.

Den tid skal primært ses i lyset af to ting:

  • Den humane: Hvor meget mere det vil betyde for kunderne at få den personlige hilsen frem for at få en masseudsendelse underskrevet Firma x?

  • Den økonomiske: Kan dine medarbejdere spare den tid i løbet af året, hvis de styrker relationen med en julehilsen? Enten fordi samarbejdet glider bedre, kunderne køber mere eller sender anbefaler jer til potentielle kunder?

 

Hertil kommer selvfølgelig lysten til at pleje de gode kunder, hvilket julen er en god anledning til.

Hvis du ikke har tænkt dig at gøre noget særligt ud af julehilsnerne, kan det også være en strategi.

I så fald skal du kommunikere til dine medarbejdere, at de ikke skal gøre noget. For ellers risikerer du let, at de med de bedste hensigter netop gør det, de skal lade være med. Og en uprofessionel hilsen fra en af dine medarbejdere skader din markedsføring.

En let løsning kunne være at åbne op for, at de kan afslutte de sidste mails de sender til kunder og samarbejdspartnere umiddelbart før jul med en helt kort julehilsen i samme stil, som hvis de ville ønske god weekend. For det er ikke selve hilsenen ”God jul og godt nytår”, der er noget i vejen med. Det er, når man bruger en kontakt på ikke at sige andet. Ligesom man jo heller ikke ville tage kontakt med en kunde udelukkende for at ønske god weekend.

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER