Hvad betyder url?
Url er en af de forkortelser, du ofte støder på, når du arbejder seriøst med din hjemmeside. Url står for
Uniform
Resource
Location
Og selvom url kan referere til bestemte steder på internettet generelt, bruges url ofte i forhold til hjemmesider, og det er den kontekst, jeg bruger i det her blogindlæg.
Hvad er en url eller en urladresse?
En urladresse er adressen på et bestemt sted på en specifik hjemmeside. Eksempelvis hedder urlen for den her tekst majbrittlund.dk/url og er en underadresse til majbrittlund.dk
Du har flere fordele af at arbejde bevidst med dine urler:
Urlen optimerer navigationen på din hjemmeside
Hver gang du linker til din egen hjemmeside, kan du selv bestemme, om du vil linke til forsiden eller en af dine undersider. Ofte vil en underside være mere oplagt, da dine undersider tit er målrettet et salg eller uddybning af et emne.
Hvis du eksempelvis gæsteblogger eller deltager i et interview eller en podcast, er emnet ofte så snævert, at læserne vil foretrække at klikke sig videre til en underside, hvor de kan læse mere om det emne, du lige har delt din viden om, fremfor at lande på forsiden. Disse læsere kender allerede lidt til dig og din ekspertise. Derfor kan du lige så godt fortsætte på det niveau, de er, i stedet for at skippe dem tilbage til start. Altså forsiden.
Især skal du være bevidst om, hvilken url du linker til, når du linker i forbindelse med en salgskampagne. Eksempelvis i et nyhedsbrev. Forhåbentlig tænker du, at det giver sig selv, men jeg ser desværre nogle gange nyhedsbreve, der linker til forsiden på hjemmesiden, så det er værd lige at have det med:
Du skal gøre det let for potentielle kunder at gøre det, du vil have dem til. Derfor skal du på forhånd have taget stilling til, hvilket produkt de skal købe og kun linke til det.
Hvis du arbejder med en salgskampagne, hvor det virker oplagt at linke til forsiden, skal du se en alarmklokke. Formentligt er din kampagne så generel, at du har hele to ulemper:
- Du er upræcis og får svært ved at ramme kundens aktuelle problem og det udbytte, han kan opnå hos dig
- Skulle læseren – din upræcise kampagne til trods – klikke sig ind på din hjemmeside, lander han på forsiden, og du har mistet kontrollen over, hvad han klikker på. Derfor kan han sagtens læse blogindlæg i stedet for at købe noget
Urlen gavner dit SEO-arbejde
For år tilbage vægtede navnet på urlen meget i forhold til, hvilke sider der fik de attraktive placeringer på Google. I takt med at Googles søgerobotter er blevet endnu dygtigere, er der nu andre faktorer, der også betyder en del i SEO-puslespillet, så urlen er ikke så vigtig mere.
Men det betyder stadig noget, at dit søgeord indgår i urlen. Dels er urlen et af flere skilte ind mod en hjemmeside. Dels vil urlen på dine undersider ofte indeholde dit søgeord helt automatisk, hvis din hjemmeside er sat rigtigt op.
Nogle urler hedder eksempelvis firma.dk/page=12 eller firma.dk/pageid=24. Altså urler, hvor hverken søgeordet eller andre ord indgår. Og udover at du her mister chancen for at fortælle både Google og mennesker, hvad siden handler om, er dårlige urler også tit tegn på dårligt håndværk. Derfor følges disse fejl ofte af andre tekniske fejl. Så har du problematiske urler, skal du enten udfordre din webudvikler eller finde hans afløser med det samme.
Som tidligere nævnt letter det læserens kunderejse, at du linker med de præcise urler, så han lander på den side, der matcher hans kunderejse bedst. Derfor linker jeg næsten altid mellem undersiderne både på min egen og på mine kunders hjemmeside.
Linkbuildingen gavner også dit SEO-arbejde. De interne links gør det let for Googles søgerobotter at navigere rundt på din hjemmeside. Eksterne links er endnu bedre, for når troværdige hjemmesider linker til din hjemmeside, svarer det til, at de giver hjemmesiden en anbefaling.
Og du får mere ud af denne anbefaling ved at bestemme hvilken url og underside, hjemmesiden skal linke til.
Brug præcise urler til og fra SOME
De præcise urler gavner også dig og dine læsere, når du linker ud af din hjemmeside. For her har du jo heller ikke nødvendigvis nogen interesse i at linke til andre virksomheders forsider. Det samme gælder, når du vil linke til dine profiler på de sociale medier. Eksempelvis kan du med en facebook url linke direkte ind til din firmaside på facebook i stedet for at linke til facebook generelt.
Nogle gange er de præcise urler meget lange. Her kan du bruge et url shortener værktøj til at forkorte din url. Dette er især brugbart på sociale medier som LinkedIn og X (det tidligere Twitter), hvor du kun har et bestemt antal tegn til rådighed, når du skriver et opslag.