Smid hvad du har i hænderne, når pressen ringer

Vejen til pressens eftertragtede spalter kan starte mange steder. På mine PR-kurser underviser jeg i den slagne vej: Find den historie du gerne vil i pressen med og fokuser på AVIS-kriterinerne, så journalisterne også har lyst til at bringen historien. Herefter skriver du en kort pressemeddelelse og ringer til en journalist – og du skal sikkert ringe flere gange.

Andre gange finder journalisterne de gode historier og ditto kilder ved at søge på internettet. Derfor er det alfa og omega at have en god hjemmeside, der bliver fundet af Google.

Tidligere har jeg selv opdaget mange gode historier ved at læse andres nyhedsbreve. Og i går blev det mig selv, der kom i pressen på grund af mit nyhedsbrev. Og endda utilsigtet.

Jeg afsluttede mit nyhedsbrev med denne enkle sætning ”Og lige et godt råd: Lad være med at kontakte de dagsaktuelle medier før valget. De har rigeligt med historier lige nu.”

Inden der var gået en time blev jeg ringet op af en journalist på fagbladet Journalisten, der var i gang med at dække valgfeber ud fra en mediemæssig betragtning. Altså hvad betød valget for os, der arbejder med PR.

Og som du kan læse i artiklen her, påvirker valget vores muligheder for at hjælpe vores kunder i pressen. Hvilket var hvorfor jeg anbefaler folk at vente med at kontakte pressen til efter valget.

Da journalisten ringede op, sad jeg midt i noget – det gør man jo som regel. Alligevel svarede jeg nej, da han spurgte, om han forstyrrede. Da interviewet var færdigt, sagde han at han ville sende artiklen til mig, når den var færdig, så jeg kunne korrigere, hvis han havde citeret mig forkert. Derfor holdt jeg øje med min mail hele tiden, så jeg kunne svare ham med det samme, når jeg havde set artiklen.

Da den kom, skrev han til mig, at jeg havde maks 1½ time til at reagere, hvis jeg havde nogen kommentarer. Ellers blev artiklen lagt på nettet som den var. Han fik den på under 10 minutter! For ved at jeg gør det nemt for ham at passe sit arbejde, er der større chance for at han vil bruge mig som kilde en anden gang. Og nej. Han havde ikke alle de nuancer med, som jeg gerne havde set. Men det kommenterede jeg ikke. For det er journalistens opgave at skrive historien og vurdere hvad der skal med, ikke kildens.