For tre år siden var jeg til et netværksarrangement, der skulle vise sig at gå over i historien.
Jeg mødte Lis Hartvig Holm, indehaver af firmaet logocare, der sælger reklameartikler. (Hvis du ikke har hørt denne historie før, kan du enten læse e-bogen eller blogindlægget)
Dengang jeg forelskede mig i Lis´ fine kuglepen, havde jeg ingen anelse om, hvad det skulle kaste af sig af sjov og markedsføring. Og det er jo netop det, der gør livet som selvstændig (og privatperson i øvrigt) så spændende. Man åbner en dør. Nogle gange er det bare en nitte, andre gange en masse arbejde, der ikke fører nogen steder hen – men heldigvis er der også de døre, der åbner for så meget, at de gør alle de forgæves forsøg det hele værd.
På grund af mødet med Lis og hvad det førte med sig, bliver jeg nu jævnligt omtalt som hende med kuglepennen, hvilket ikke er helt skidt når man lever af at skrive. Og i en verden hvor man skal skille sig ud fra de andre, der gør mere eller mindre det samme som en selv, er det rigtig fint med en lille historie, der viser, at jeg tør gøre det hele lidt anderledes og ikke er bange for at blive til grin.
Nogle gange bliver jeg spurgt, om jeg ikke er bange for at miste kunder, fordi kuglepenshistorien får mig til at fremstå useriøs. De har helt ret i risikoen, men nej. Det er jeg ikke bange for. Jeg er helt på det rene med, at nogle måtte mene, at det virker så useriøst, at de hellere vil handle med en anden. Og i så fald er jeg da bare glad for, at de selv kom frem til den konklusion. Kuglepenshistorien viser så tydeligt, hvordan jeg er, og hvordan jeg arbejder, at det er meget bedre at finde en anden leverandør end mig, hvis man synes det er for meget.
(NB: Jeg løser i øvrigt rigtig mange meget seriøse opgaver, og historier indenfor sundhedssektoren kan jo være meget barske, og her har jeg selvfølgelig den alvorlige mine på).
Jeg er imponeret over, at historien om kuglepennen nu har holdt sig selv levende i tre år og vil gerne sige tak til de mange, der har hjulpet mig med det. Nogle af dem kender jeg ikke engang. Det bliver historien bare endnu bedre af.
Jeg er sikker på, at der ligger en gimmick til os alle sammen derude. Det gælder bare om at finde den.
Hvad laver du?
Og hvordan kan du få folk til at huske netop det?