Konsulenter bliver sjældent betalt for at være flinke
Har lige talt med en konkollega, der sad med en PR-opgave, hvor flere ting var gået galt.
- Hun havde skrevet en pressemeddelelse med flere forskellige historier
- Hun brugte en anonym kilde
- Hun refererede til en undersøgelse, men præsenterede ikke undersøgelsen
Og som regel når man er lidt usikker på, hvor man er på vej hen, havde hun også en overskrift, der ikke rigtigt sagde noget.
Hun var helt enig, da jeg nævnte, hvad jeg synes var problematisk ved pressemeddelelsen. Hun havde tænkt nøjagtig det samme. Men hvorfor havde hun så ikke fra starten sagt til kunden, at det, kunden havde bedt om, var en rigtig dårlig ide?
Svar:
Hun ville gerne være flink ved kunden. Og lige præcist denne kunde havde en del erfaring med pressearbejde. Så min kollega var blevet usikker.
PR-konsulenten punkterer drømme
Nogle gange når jeg taler PR med kunder, ved jeg godt, at kunden ikke kan lide at høre, hvad jeg siger. For jeg punkterer drømme den ene gang efter den anden:
- Nej, jeg tror ikke, du kan komme i Go´ Morgen Danmark, og hvis jeg skal forsøge at hjælpe dig derind, vil det kræve rigtig mange ressourcer – og stadig vil dine chancer være meget små.
- Nej, vi kan ikke bruge anonyme kilder. Og selv om journalisterne nogle gange bruger anonyme kilder, er det helt anderledes, hvis det er dem selv, der selv har fået ideen til historien, end hvis jeg skal forsøge at plante den.
- Nej, jeg kan ikke fortælle, hvornår journalisten ringer. Og måske ringer journalisten slet ikke. Essensen er, at hvis du tager telefonen første gang, journalisten ringer, har du større chance for at få omtale, end hvis journalisten skal ringe flere gange. Det øger desuden også chancen for, at journalisten ringer til dig, næste gang han bruger en kilde, der kunne være dig.
- Nej, vi kan ikke regne med at journalisten selv bruger tid på at finde de rette tal. Og de tal vi bruger, skal være så gennemarbejdede, at journalisten umiddelbart kan bruge dem.
- Ja, alle kilders kontaktoplysninger skal stå på pressemeddelelsen, og kilderne skal være indstillet på at samarbejde med pressen, hvis en journalist eller en fotograf ringer
Jeg vil også gerne være flink
Og når jeg siger netop det, føler jeg mig heller ikke særlig flink. Så jeg kunne sagtens følge min konkollega, der gerne ville være flink.
Især fordi jeg nogle gange møder stor skepsis i forhold til, om det, jeg siger, nu er rigtigt. Og nej, man kan selvfølgelig godt komme i pressen, selv om man ikke opfylder alle AVIS-kriterierne, og selv om man ikke tager telefonen første gang, den ringer. Men nogle gange er det marginaler, der afgør, hvilke historier pressen bringer og med hvilke kilder.
Og jeg vil selvfølgelig mine kunder det bedste. Derfor er jeg frøken Skrap og Djævlens advokat. Og jeg er det netop for at være flink – selv om det ikke altid føles sådan.