Kapitel 3: Nyhedsbreve – den passive salgskanal

At sende nyhedsbreve ud er en fremragende måde at kommunikere på, fordi det både er nemt og billigt. Og du får lov til at komme ind i folks bevidsthed uden at skulle kontakte dem alle sammen enkeltvis. På den måde kan du holde kontakt med folk, der tidligere har interesseret sig for dit virke.

Hvis du alligevel skriver et nyhedsbrev, gør du det samme arbejde, uanset om 10 eller 1.000 læser det. Det er derfor, jeg kalder det for en passiv salgskanal, men det kræver selvfølgelig, at du arbejder aktivt med at skrive et rigtig godt nyhedsbrev.

Det er meget forskelligt, hvor tit virksomheder sender deres nyhedsbreve ud. Nogle sender ud hver uge, mens andre gør det få gange om året.

Hvis du overvejer at sende nyhedsbreve ud hver uge, så overvej en ekstra gang, hvor interessant et nyhedsbrev skulle være, for at du selv ville have lyst til at modtage et nyhedsbrev fra den samme virksomhed hver uge. Og kan dit firma leve op til det?

Omvendt: Hvis du kun sender nyhedsbreve ud ganske få gange om året, risikerer du, at dine læsere ikke kan huske, hvem du er, når de modtager nyhedsbrevet, ligesom det kan sende et lidt uregelmæssigt signal. Læserne kan få den tanke, at du kun sender nyhedsbreve ud, når kalenderen er tom.

Hvis du vil forblive top of mind hos dine læsere, skal du sende nyhedsbreve ud mindst to gange om måneden.

Forskellige målgrupper – forskellige behov

Ligesom med al anden kommunikation er det vigtigt at finde ud af, hvem du skriver til, før du begynder at skrive.

Måske sælger du forskellige varer, der tiltrækker vidt forskellige målgrupper. Hvis du har et trykkeri, kan din kundegruppe både indeholde

  • større virksomheder, der får lavet flere tusinde eksemplarer af personalebladet flere gange årligt.
  • enkeltmandsfirmaer, der maksimalt en gang om året får trykt en lille brochure i et mindre oplag.

 

Og den sidste gruppe vil formentligt ikke være særlig interesseret i at høre om mængderabatter, som de sjældent kan få glæde af alligevel, ligesom de større firmaer ikke er interesseret i tips og tricks til at holde orden på kontormaterialerne, for det har de en sekretær til.

Eller måske sælger du den samme vare til flere forskellige målgrupper. Hvis du både masserer private og har massageordninger for virksomheder, kan det være vidt forskelligt, hvad de gerne vil høre om i et nyhedsbrev. De private vil måske gerne høre, at du giver 30 procent rabat på onsdag i næste uge, eller have tricks til at undgå myoser. Og virksomhederne vil hellere høre om nye typer firmaordninger, eller hvis der er kommet nye regler for at trække massage til medarbejderne fra i skat.

Det kan også være, at du har kunder, der ikke læser dansk. Hvis mange af dine kunder eller potentielle kunder taler det samme sprog, kan du overveje at oversætte nyhedsbrevet eller at få en til at gøre det.

Skal du have flere forskellige nyhedsbreve?

Jo flere irrelevante oplysninger læseren modtager i et nyhedsbrev, des større er risikoen for, at læseren melder nyhedsbrevet fra igen. Måske er det en god ide at have flere forskellige nyhedsbreve til de forskellige målgrupper. Hvis du kan overskue det, og det giver mening.

Hvis du overvejer, om du skal udgive to forskellige nyhedsbreve på et tidspunkt, kan du fra begyndelsen af bede læseren om at krydse af, om vedkommende:

  • Repræsenterer et firma med over eller under fem ansatte.
  • Repræsenterer en forening eller et firma.
  • Er privatperson eller forretningsdrivende.

 

Alt efter hvad der er relevant i dit tilfælde.

Hvis du først har 500 tilmeldte på dit nyhedsbrev, som du kun har mailadressen på, er det næsten umuligt at dele dem op i grupper efterfølgende.

En smart metode er først at få læseren til at tilmelde sig nyhedsbrevet. Når du har fået mailadressen, kan du skrive til læseren, at du gerne vil målrette dit indhold til ham, og det kan du bedst gøre, hvis han vil svare på et par spørgsmål. Så har du sikret dig, at han ikke opgav at tilmelde sig nyhedsbrevet, fordi han skulle tage stilling til for meget.

Skriver du nyhedsbreve til flere målgrupper, kan du måske genbruge flere af afsnittene i de forskellige nyhedsbreve og skrive teksten lidt om. Det vigtigste er, at du forholder dig til, hvem målgruppen er, før du skriver.

Del ud af din viden

Du skal værne om dine læsere, så de ikke melder sig fra nyhedsbrevet igen.

Derfor er det vigtigt hele tiden at fokusere på, at modtagerne skal have noget brugbart ud af at læse nyhedsbrevet. Mister de noget, der er værdifuldt for dem, ved at melde sig fra?

Og som bekendt er det interessante ikke dig, men hvad du kan gøre for dine læsere.

Giv derfor gode råd om det, du er særligt god til. På den måde bliver læserne klogere på, hvad du kan hjælpe dem med. De lærer dig at kende og får måske lyst til mere af det, du tilbyder – næste gang mod betaling.

Alt efter hvad du laver, kunne temaet for dit nyhedsbrev være:

  • Sådan får du mere tid til familien.
  • Bliv fundet på Google og få flere kunder.
  • Undgå arbejdsskader.

 

På den måde ved folk, hvad de kan forvente, hvis de tilmelder sig dit nyhedsbrev, og det bliver lettere for dem at anbefale det videre i deres netværk, end hvis temaet var: ”Nyt fra fysioterapeuten”.

Når det er sagt: Du må kun sende nyhedsbreve ud, der matcher det, du lover dine læsere, når de tilmelder sig. Derfor kan du få problemer med markedsføringsloven, hvis du markedsfører dit nyhedsbrev for smalt, fordi du ikke efterfølgende kan udvide emnet.

Du behøver ikke at skrive et særlig langt nyhedsbrev. Hvis du har meget på hjerte, kan det tit være en fordel at gemme noget af indholdet til næste gang.

Hvad kan nyhedsbrevet ellers indeholde?

Ud over at dele ud af din viden, så du hjælper dine læsere, kan dine nyhedsbreve indeholde:

  • Konkurrencer, der trækker læseren ind på hjemmesiden.
  • Invitationer til dine arrangementer.
  • Gode tilbud, der kun gælder læserne af dit nyhedsbrev. Find en passende balance mellem tilbud og gratis information. Tilbuddene og det, du vil sælge, må ikke fylde for meget.

 

Spørgsmål til læseren. Hvis du ønsker læserens feedback på emner som:

  • Hvad skal min kommende bog hedde?
  • Hvad er det højeste beløb, du vil betale for at deltage i dette dagskursus?
  • Er du i tvivl om noget, efter du har set denne video?

 

Ved at stille spørgsmål i nyhedsbrevet kan du få en god dialog med dine læsere, og du viser, at du interesserer dig for dem.

Noter gerne løbende, hvad der skal med i dit næste nyhedsbrev. Så slipper du for at stå på bar bund.

  • Hvem er målgruppen i dit nyhedsbrev?
  • Skal du have ét eller flere nyhedsbreve?
  • Hvor tit skal det udkomme?
  • Hvilke emner vil du skrive om?
  • Skal nyhedsbrevet have faste elementer hver gang?
  • I så fald hvilke?

Sådan fastholder du læserne

Det kræver et klik at melde sig fra dit nyhedsbrev igen. Derfor skal du hele tiden værne om dine læsere, så du også har dem på din liste, næste gang du sender et nyhedsbrev ud.

Sorter irrelevante oplysninger fra

Vurder alle dine oplysninger ud fra, om læseren skal bruge dem til noget.

Forklaringer på, hvorfor nyhedsbrevet ikke er udkommet i lang tid, betyder sjældent noget for læseren. Derfor skal de væk.

Fat dig i korthed

Nyhedsmails kommer typisk ind i indbakken, mens læseren er optaget af noget andet. Derfor er det meget let enten at slette dem med det samme eller hurtigt at skimme dem igennem for at se, om der er noget, der fanger, inden læseren går videre til næste punkt på to do-listen. Det gælder især, hvis nyhedsbrevet ikke plejer at indeholde oplysninger, læseren har den store glæde af.

Og som med teksterne på hjemmesiden er det mere anstrengende at læse på nettet end på et trykt medie.

Derfor: færre sætninger og færre ord.

Links og teasere

Hvis du skriver alt det, du har på hjerte i selve nyhedsmailen, er der risiko for, at den bliver unødigt lang. Og alle dem, der skal scrolle ned over en lang historie, de ikke er interesseret i, bliver irriterede og lukker måske nyhedsbrevet igen. Måske afmelder de sig helt nyhedsbrevet. Derfor kan du i stedet skrive en teaser og tilføje et link til hjemmesiden, hvor de kan læse mere. Så bliver nyhedsmailen ikke så lang, og du får mere trafik på hjemmesiden.

Ved at have disse indlæg til at ligge på hjemmesiden kan du også henvise til dem, hvis du skriver om noget, der relaterer til emnet i andre nyhedsbreve. Det kræver selvfølgelig, at oplysningerne stadig er korrekte.

Når du linker fra nyhedsbrevet (og andre steder i øvrigt) ind på din hjemmeside, så husk at linke til den specifikke landingpage. En landingpage er den underside, hvor du omtaler konkurrencen, et tilbud, en nyhed eller andet. Hvis du linker til din forside, skal læseren selv til at lede efter den specifikke side, og dermed risikerer du at miste vedkommende.

Du skal guide dine læsere, så det bliver så nemt som muligt for dem at finde de oplysninger, du gerne vil give dem.

Giv læseren overblik

Det skal være let for læseren at finde rundt i dit nyhedsbrev.

Brug derfor tydelige overskrifter, så læseren hurtigt kan finde de historier, han er interesseret i.

Og de skal være dækkende.

Hvis du inviterer til et arrangement, så skriv eventuelt: ”Odense, Netværksmøde 10. september”, i stedet for bare: ”Netværksmøde”. Så ved alle dem, der ikke bor tæt på Odense, eller som har andre planer den dag, at det ikke er relevant for dem at læse videre. Og samtidig vil dem, der bor omkring Odense, med det samme kunne identificere, at det er relevant for dem.

Andre oplysninger, der vil være gode at have i overskrifterne, kunne være sådan noget som: ’gave til dig’, ’sidste tilmeldingsfrist’, ’ny bog’ osv.

Især skal du kæle for den linje, der kommer til at stå i emnelinjen på mailen, for at læserne bliver fanget af dit nyhedsbrev. Hvad er det vigtigste i nyhedsbrevet? Eksempelvis: ”Undgå stress op til jul”, eller ”Ny kursusrække gør dig mere effektiv”.

  • Hvad mister læserne ved at afmelde sig nyhedsbrevet?
  • Har du nærlæst nyhedsbrevet og sikret dig, at der ikke er oplysninger eller ord, der er overflødige for læseren?
  • Ville du kunne korte teksten ned ved at skrive en kortere teaser og til gengæld linke til en længere tekst på hjemmesiden?
  • Fortæller alle overskrifter, hvad afsnittet handler om?

Brug et nyhedsbrevsystem

Det giver flere fordele at bruge et decideret system til at udsende dit nyhedsbrev igennem:

  • Det ser professionelt ud.
  • Læserne kan tilmelde og framelde sig direkte, uden du skal ind over.
  • Du kan se statistikker på, hvor mange der læser nyhedsbrevet, hvor mange og hvem der klikker på de forskellige links, og hvornår på dagen de læser dit nyhedsbrev. Tjek, hvad det specifikke system kan, før du vælger det.
  • Du har dine nyhedsbreve samlet, hvilket gør det let for dig at se, om der er store forskelle i, hvilke der bliver læst.
  • Flere af dine nyhedsbreve kommer frem!

 

Du kan vælge mellem flere systemer, hvoraf nogle er gratis. Inden du lader dig friste af prisen, så husk, at den tid, du bruger på at skrive nyhedsbrevet, også koster (og du koster forhåbentligt mere end nyhedsbrevsystemet). Derfor ville jeg se på, hvilket system, der virkede lettest at bruge.

Du kan købe dig til hjælp til at sætte det første nyhedsbrev op, så du kun skal tænke på indholdet. Ved at dit nyhedsbrev bliver sat rigtigt op fra begyndelsen er det også meget lettere for dig at arbejde med fremover.

Sådan får du tilmeldinger til nyhedsbrevet

Det er ulovligt at sende nyhedsbreve til nogen, der ikke selv aktivt har tilmeldt sig, og det skal være let at melde sig fra igen, hver gang du sender nyhedsbreve ud.

Dog kan du sende elektronisk post til tidligere kunder, der har oplyst dig deres mailadresse ved en handel. Dette kræver dog:

  • At kunden blev gjort opmærksom på, at han ville modtage elektroniske reklamer, da han gav sin mailadresse.
  • At det har været tydeligt for kunden, hvor han kunne sige nej tak til at modtage markedsføringsmateriale fra dig, da han gav dig sin mailadresse. Hver gang du skriver til ham, skal du give ham muligheden for let at kunne melde sig fra igen.
  • At det, du skriver om i nyhedsbrevet, er i samme kategori som det, kunden har købt

 

Der er flere måder, du kan få andre til at tilmelde sig dit nyhedsbrev på:

  • Tilmeldingsfelt på hjemmesiden. Skriv en lille teaser om, hvad brugeren får ud af at tilmelde sig nyhedsbrevet.
  • Udlov eventuelt en gratis e-bog, gratis video eller andet til folk, der tilmelder sig dit nyhedsbrev.
  • Lav eventuelt en konkurrence, hvor du hver måned eller kvartal trækker lod om en præmie blandt de nye, der tilmelder sig. (Dette kræver, at du har et system, hvor du kan se, hvornår dine læsere har tilmeldt sig).
  • Når du deltager på messer eller holder kurser osv., så hav en tilmeldingsblanket med, så interesserede kan tilmelde sig nyhedsbrevet med det samme. På messerne kan du også lave en konkurrence blandt folk, der tilmelder sig nyhedsbrevet.
  • Har firmaet en side på Facebook, kan du også her gøre opmærksom på, at du snart sender et nyt nyhedsbrev ud. Det kan måske få nogle til at tilmelde sig.

 

NB: Hvis du kombinerer tilmeldinger til nyhedsbrevet med en konkurrence, skal du meget tydeligt gøre opmærksom på, at deltagerne også tilmelder sig nyhedsbrevet, hvis de deltager i konkurrencen.

  • Hvordan vil du skaffe tilmeldinger til nyhedsbrevet?

Du kan læse mere om at sælge gennem nyhedsbreve i min e-bog ”Sælg (meget) mere med nyhedsbreve”.

Fik du ikke læst de forrige kapitler – se her

Skriv dit søgeord og tryk ENTER