Derfor skal du  holde kontakten i lang tid

Kunne det ikke være fedt med en markedsføringskanal, hvor du bare skulle udstilles en gang, og så var sejren i hus? Alle kunderne kom af sig selv, fordi de havde set dig denne ene gang, og de var alle sammen så glade for din hjælp, at du fremover kunne leve af deres anbefalinger?

Jo tak. Lad mig lige blive skrevet op til en af dem, tak.

For nogen har den rette presseomtale denne effekt. En af mine tidligere kursister, Janne Lorentzen oplevede i adskillige måneder en tredobling af sin omsætning, fordi hun havde været i den lokale ugeavis på det rette tidspunkt, og der er selvfølgelig andre tilsvarende eksempler.

Nogle ydelser er lettere at sælge spontant

Men back to reality: For de fleste af os er det ikke tilfældet. Det er der mange forskellige grunde til:

  • Den ene er, at læserne ikke har brug for det, vi sælger, lige nu. Når Janne Lorentzen havde så stor effekt af at komme i ugeavisen, er det fordi, hun kom i mellem jul og nytår med en historie om at hjælpe folk med at fastholde et vægttab og holde op med at ryge. Med andre ord: Højsæson for netop det, hun sælger.

  • Den anden er, at læserne måske har behovet, men at det gør ondt at erkende. Anna Marie Aggerholm er alkoholrådgiver. Og det er altså ikke særlig sjovt at erkende, at man har brug for det. Derfor oplever hun sjældent mange henvendelser, når hun har været i pressen. Men hun har oplevet, at klienterne henviser til en tidligere medieomtale, der er op til seks år gammel, når de opsøger hende.
    Og i samme kategori som Anna Marie er der mange andre, der henvender sig til en målgruppe, som ingen rigtig har lyst til at tilhøre.

  • Det kan også være, at det, du sælger, koster mange penge. Og det kræver sit at købe noget, der koster 20.000 kroner, efter man har hørt om det i radioen.

De afledte effekter arbejder også

Derfor er PR som med så meget andet et langt sejt træk. Men det virker. Et ryk er bare sjældent nok. Det kræver, at du bliver ved. Men hvis du spiller dine kort rigtigt, bliver det lettere med tiden. Dels fordi du bliver bedre til at afkode journalisterne. Og dels fordi journalister tit genbruger kilder, der har været i pressen tidligere, især hvis de er lette at samarbejde med.
Læs eventuelt her om at samarbejde med journalisterne.

Derudover er der en række afledte effekter, der ligger og arbejder for dig, når du har været i pressen.

  • Selv om folk ikke vil erkende, at de har brug for dig, ligger dit navn stadig og arbejder i deres mave. Det kan være, at de først erkendte, at de havde et problem, da de læste om dig. Derfor er du det oplagte valg, når de bliver klar.

  • Du får besøg på hjemmesiden. Da jeg var i Smutvejen på P4 februar 2012 med min bog God kommunikation for selvstændige, havde jeg næsten 500 besøgende på min hjemmeside samme dag. Og i kølvandet på min radiooptræden tilmeldte 100 nye sig på mit nyhedsbrev.

  • Eksisterende kunder bliver bekræftet i, at du er det rette valg.

  • Potentielle samarbejdspartnere bliver måske inspireret til at kontakte dig.

  • Jo flere gange folk hører dit navn, jo mere bliver de bekræftet i, at der nok er en grund til, at du er her og der og alle vegne. Med andre ord: ekspertstatus.

 

Og disse effekter vil jeg slet ikke underkende. Derfor virker PR!

Det kræver selvfølgelig, at din øvrige markedsføring er gearet, så du kan holde kontakten til kunderne er klar til at købe.

 

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER