Hvis du ligesom mig har fulgt dramaerne i Arvingerne søndag aften, har du formentligt også ærgret dig over, at det har været så svært for Signe at drive sin forretning.

Men du kan sikkert lære en masse af Signe. For mange af de fejl, hun har begået, siden hun overtog Grønnegaard, er desværre klassiske iværksætterfejl, som jeg ofte støder på.

    • Signe har ikke sin kærestes opbakning.
      Det løser sig så lidt af sig selv, fordi Andreas går fra hende, da hun for alvor kaster sig over markerne. Men allerede den korte tid, han når at være med på Grønnegaard, ser vi tydeligt, at de ikke er fælles om drømmen om at få et erhverv op at stå. Ingen kritik af Andras. De havde aftalt at få børn. En aftale, Signe brød. Hvis Andreas var blevet, og Signe fortsat ville drive Grønnegaard, ville det hele tiden få konsekvenser for hendes muligheder, at der var modstand på hjemmefronten. Allerede før han flyttede, så vi tydeligt, at han ikke havde forståelse for, at Signe gik mere op i sine marker end at indrette privaten.

 

    • Signes familie er i opløsning.
      Da Signe etablerer Grønnegaard, står hun ikke bare midt i forældrenes skilsmisse, men hun har lige fået at vide, at hun har en anden mor end den kvinde, hun troede var sin mor, helt indtil serien startede.

 

    • Signe har ikke sin faglighed i orden.
      Den viden, hun får brug for, for at drive Grønnegaard, vil hun tilegne sig, mens hun bygger Grønnegaard op. Det betyder, at hun ikke har den rette viden, mens hun lægger sine forretningsplaner.

 

    • Signe søger ikke professionelle samarbejdspartnere til at hjælpe hende.
      Selv om Signe står med en bedrift, der blev vurderet til omkring 10 millioner under arvestriden, søger hun ikke en uvildig advokat med det rette speciale. Først bruger hun en advokat, der arbejder med sportskontrakter og ikke tror på hendes projekt. Herefter skifter hun til en advokat med speciale i kunst. Sågar en advokat, som hun ved, tidligere har lavet en så vital fejl, at den startede hele arvestriden om Grønnegaard. Hun har en aftale med en kunde, som hun ender med ikke at kunne levere til, da markerne bliver høstet mod hendes vilje. Og den kundes medarbejder bliver ved med at hjælpe hende herefter. Men ellers ser vi ikke, at hun er i kontakt med nogen professionelle samarbejdspartnere. Ingenting tyder på, at Signe betaler nogen af dem. Og ja, vi kan og skal kunne forvente meget mere af folk, vi betaler, end medhjælpere hos kunder, vi har mistet kontakten til eller andre venner af huset.

 

    • Selv om Signe endnu har til gode at høste efter sin første sæson, opsiger hun de faste kontrakter og lægger alle æg i samme kurv.

 

    • Signe sætter ikke grænser.
      Vi ser dog kun dette på den private konto, hvor hun konsekvent lader hele den nye familie overtræde hendes grænser. I et enkelt afsnit smider hun dem alle sammen ud af førstesalen, men allerede i afsnittet efter, giver hun efter og lader flere af dem flytte ind igen (på grund af nogle problemer forårsaget af sprutkørsel). Som selvstændig er det alfa og omega at kunne sætte grænser. For vi skal kunne stå fast, når det gælder. Ellers kommer andre til at presse os til dårlig aftaler.

 

    • Signe har usunde kontakter.
      Trods de gode hensigter, som nogle af Signes nye familiemedlemmer har, ender de alle med i større eller mindre omfang at skade hendes forretning. Om ikke andet så har de skabt uro. Thomas hashplanter (måske kombineret med manglende ydmyghed over for politiet) ødelægger Signes forretning. Isa kommer ikke tilbage med Signes bil, så Signe kan holde sin aftale. Flere gange ser vi også, at Signe ender med at passe Melody, fordi Isa og Thomas er optaget af noget andet. Og vi ser Gro aflevere Melody til Signe under et kundemøde, fordi Gro skal til Thailand for at hjælpe Emil. Gros kunstsvindel bliver formentligt plottet for 3. sæson, hvilket vil tiltrække politi og andre myndigheder til Grønnegaard. Det bliver et problem for Signes troværdighed, ligesom hun i sidste afsnit blev medskyldig.

 

    • Signe tror altid på det gode i andre mennesker.
      Vi ser det især i starten af serien, hvor hendes mål med Grønnegaard er at have et fællesprojekt med sine nye søskende, selv om det er helt tydeligt, at de vil noget andet. Når du driver en virksomhed, er du nødt til at være bevidst om, at det ikke er alle, der vil dig det bedste.

 

Dette blogindlæg er skrevet med den største respekt for gæve og gode Signe. Selvfølgelig ville jeg have undt netop hende, at det gik hende bedre. Og blogindlægget er skrevet for, at andre kan lære af hendes erfaringer.

Selv om jeg har fulgt serien meget nøje, kan jeg ikke afvise, at jeg husker nogle af detaljerne forkert. Derfor er der forbehold for faktuelle fejl. Men de er ikke essensen her.

Har du opdaget flere fejl, som Signe begår, så skriv dem endelig her, så vi alle kan lære af dem.

Andre har også læst:

Skriv dit søgeord og tryk ENTER